Charles Edgar du Perron, 1899-1940, hollandsk forfatter. Du Perron grundlagde sammen med Menno ter Braak det litterære tidsskrift Forum (1932-35). Som mellemkrigstidens mest indflydelsesrige kritikere var de fortalere for en litteratur, der satte personligheden bag værket højere end dettes æstetiske aspekter. Du Perron fulgte selv denne opfattelse i sit hovedværk, den selvbiografiske roman Het land van herkomst (1935, Oprindelsens land); afsnit om hans opvækst i Ostindien kontrasteres af hans voksentilværelse blandt parisiske intellektuelle, bl.a. André Malraux, der tilegnede ham sin roman La Condition humaine. Du Perrons litterære forbillede var Multatuli, om hvem han skrev en kritisk biografi, De man van Lebak (1937, Manden fra Lebak).