Jødisk litteratur. Detaljen på denne løber fra Tyskland 1834 viser en dreng i færd med at åbne torahrullen på det sted, der siger: Dette er den lov, Moses fremlagde for israelitterne. (5.Mos. 4,44).

.

Jøder har i tidens løb brugt en række forskellige sprog som litterært udtryksmiddel. Fx er den jødiske Bibel (Det Gamle Testamente) skrevet på hebraisk, men indeholder dele af bøger skrevet på aramæisk.

I den hellenistiske periode skrev jøder både på hebraisk, græsk og aramæisk. (Se Dødehavsteksterne, apokryfer, pseudepigrafer og hellenistisk jødedom).

I middelalderen skabte de jøder, der boede i arabisktalende lande, en rig litteratur på dette sprog. Samtidig ses begyndelsen til en litteraturproduktion i det særlige jødiske folkesprog jiddisch og judesmo.

Efter oplysningsbevægelsen i 1700- og 1800-t. i Central- og Østeuropa, haskalah, har jøder både talt og skrevet på sprogene i de lande, hvor de boede. Deres værker har været med til at forme den jødiske tradition og kan betragtes som en del af den jødiske litteratur.

I 1900-t. optræder der mange fremstående forfattere af jødisk oprindelse med forskellig nationalitet; de omtales under de lande, de hører til.

Hebraisk litteratur

Det tilbagevendende tema i den hebraiske litteratur er jødernes længsel efter fædrelandet. Samtidig afspejles en mere eller mindre diskrimineret minoritets udviklingshistorie.

Gammel hebraisk litteratur (ca. 1200 f.Kr.-ca. 800 e.Kr.)

Bibelsk hebraisk betjener sig af en virkningsfuld episk og elegisk stil. Tidlige former af kærlighedssange, episk digtning og folkesange udgør en del af Tanak (den hebraiske bibel, se Bibelen), og også prosaafsnittene har en udpræget rytme og poetisk puls. Nogle bøger er præget af høj retorisk stil, mens andre bøger er i mere jævn samtalestil.

Studiet af Tanak førte til udviklingen af to overordnede traditionsformer, som frem til ca. 200 e.Kr. overleveredes mundtligt. Den ene, halakah ('regel, praksis'), er centreret om lovstoffet i de bibelske bøger. Den anden, haggadah eller aggadah ('fortælling'), stammer fra fortællinger, bønner, ordsprog o.l.; den indeholder al rabbinsk lære, som ikke er halakah.

I løbet af de to første århundreder e.Kr. blev halakahstoffet samlet, og forelå omkring år 200 i en endelig redaktion, kaldet Mishnah, foretaget af Jehuda Ha-Nasi. Mishnahs indhold er hovedsagelig bestemmelser, som enten er gengivet anonymt eller er tilskrevet navngivne lærde. Selvom jødisk dagligsprog på det tidspunkt hovedsagelig var aramæisk, er Mishnahs sprog hebraisk, dog stærkt påvirket af dagligsproget; deraf navnet "mishnahhebraisk" til forskel fra bibelsk hebraisk.

De følgende tre århundreder var Mishnah genstand for diskussioner og fortolkninger ved de jødiske lærdomscentre i Palæstina og den babyloniske diaspora. Begge steder blev diskussioner og fortolkninger samlet i hhv. Den Palæstinensiske Talmud (populært Jerusalems Talmud) fra 423 e.Kr. og Den Babyloniske Talmud fra omkring år 500. Begge talmuder er på aramæisk med et stærkt islæt af hebraisk: den babyloniske i den østlige dialekt og den palæstinensiske i den vestlige. Det er Den Babyloniske Talmud, der blev overtaget af alle jødiske menigheder som den autoritative udvidelse af Loven, rodfæstet i de bibelske bøger.

Et lignende samlearbejde fandt sted inden for aggadisk stof; værkerne kaldes midrashim (sing. midrash). Blandt de bedst kendte er Midrash Rabba, der dækker de fem Mosebøger og de fem festruller (Klagesangene, Ruths Bog, Prædikerens Bog, Esters Bog og Højsangen).

Pijut — liturgisk digtning

I den byzantinske periode blomstrede en ny type liturgisk digtning, pijut, der bliver brugt ved gudstjenesten i synagogen på særlige sabbatter og højtider. Pijutens grundtone er messiansk glød og religiøs opløftelse. Jose ben Jose er den første pajtan, pijutdigter, hvis navn kendes. Han stod i spidsen for en gruppe pajtaner i Palæstina i 500-t. Pijutformen spredtes siden til menighederne i det muslimske Babylon (Irak), Nordafrika, det byzantinske Syditalien og til sidst Tyskland.

Middelalderlitteratur (fra 800)

I middelalderen havde den jødiske litteratur mange geografiske centre og afspejlede livet i de forskellige lande og omgivelser. Ved siden af rabbinske værker bestod den af grammatik, leksikografi, eksegese, poesi, filosofi og videnskab. En del af den litteratur, der fik betydning for den videre udvikling af den hebraiske litterære tradition, var skrevet på arabisk eller græsk.

Middelalderen er kolossalt rig på udarbejdelse af bibel- og talmudkommentarer, lovsamlinger og rabbinske kendelser. I den anden halvdel af 1000-t. skrev den franske lærde rabbi Rashi en kommentar til størstedelen af Tanak og Talmud. Rashis hele manuskript til Talmud med kommentarer er blevet basishåndbogen i Talmud-studier. I perioden 1100-1300 har en gruppe lærde, kendt som tosafisterne, føjet til, analyseret og udfordret Rashis forklaringer.

Blandt andre lærde i 1200-t. bør nævnes Jakob ben Asher (ca. 1270-ca. 1340), samleren af lovkodekset Arba'ah Turim (De fire søjler), en vejviser for jødisk dagligliv. Turim blev kilden til den bedst kendte blandt alle lovsamlinger, nemlig Josef Karos' Shulhan Arukh (Det dækkede bord) i fire bind skrevet i 1500-t. Den blev, med Moses Isserles' anmærkninger, den autoritative lovsamling for traditionel jødedom.

Udbredelsen af græsk filosofi i den islamiske verden i 900-t. påvirkede jødiske intellektuelle, der levede under islamisk styre. Tiltrukket af afhandlinger om videnskab, medicin, matematik og filosofi, nu tilgængelige på arabisk, begyndte jødiske lærde at forfatte værker inden for disse områder. De var almindeligvis skrevet på arabisk med islæt af hebraiske skrifttegn. Rationalismen var det aspekt, der gjorde stærkest indtryk på jøderne. Følgelig fandt de i de traditionsbundne værker afsnit, hvis indhold forekom dem ulogiske. Uklarhederne blev tolket som allegorier, dvs. rummende en dybere mening bag det bogstavelige udsagn. Bibelske kommentatorer som Abraham Ibn Ezra og David Kimhi hørte til denne tolkningstradition.

I deres teologiske og filosofiske skrifter forsøgte middelalderens jødiske forfattere at bevise jødedommens grundlæggende rationalitet, og dens overensstemmelse med konklusionerne i græsk filosofi. Saadiyah ben Josef Gaon understregede Guds visdom og godhed, selv i love, der ikke syntes rationelle, idet Guds mål var at hjælpe mennesket hen imod lykke i denne verden og åndelig lyksalighed i det hinsides.

I modsætning hertil insisterede den aristoteliske filosof Maimonides på, at intet definitivt med rimelighed kunne siges om Gud. Maimonides gik langt i sit forsøg på at harmonisere filosofi med jødisk tradition; hans religionsfilosofiske hovedværk Moreh Nevukhim (De rådvildes vejleder) er et forsøg på at forene åbenbarelsestro og aristotelisk filosofi. Hans ajourførte lovkodeks Mishne Torah (Torahens gentagelse) var tænkt som lovbogen i en ny jødisk stat.

Anderledes end Maimonides fulgte filosoffen og digteren Salomon Ibn Gabirol den nyplatoniske skole. Jehuda Ha-Levi pegede på filosofiens begrænsninger i forhold til religiøs viden. Hans Kuzari, et forsvar for jødedommen i dialogform, er mere en teoretisk fremstilling af jødisk teologi end en egentlig filosofi.

Poesi og prosa i Spanien, Frankrig og Italien

Hovedgenren i middelalderhebraisk litteratur var poesi. Hebraiske digtere brugte arabiske metriske former og utallige stilistiske virkemidler, der affødte en varieret og vægtig digtning. Til periodens store klassikere regnes Ibn Gabirol, hvis religiøse digte udtrykker hans nyplatoniske filosofi; den præger også hans opbyggelige tekster, der udtrykker kærlighed til visdom, samt hans store religiøse filosofiske digt Keter Malkhut (Kongekronen). Periodens største hebraiske digter var Jehuda Ha-Levi, hvis hebraiske poesi udgør højdepunktet inden for guldalderperioden. Han huskes især for brændende længsels- og kærlighedsdigte til Zion.

Også prosaen udviklede i løbet af denne periode hebraisk sprog og litterære muligheder. Stilistisk er der tale om en blanding af rimet prosa og metriske vers. Den litterære aktivitet fortsatte i Spanien indtil jødernes fordrivelse i 1492, men den nåede aldrig den klassiske guldalders (950-1250) højde.

Fra Spanien spredtes litteraturen til Sydfrankrig og Italien. I Frankrig blev flere værker skrevet af jøder på arabisk oversat til hebraisk. I Italien blev sonetten indført i hebraisk litteratur. M.H. Luzzatto, digter og mystiker, skabte de første allegoriske læsedramaer på hebraisk.

Religion og mystik

Inden for religiøs litteratur har middelalderens hebraiske forfattere skabt en række opbyggelige værker. De hentede især inspiration i mishnah-traktaten Fædrenes etik (Pirkei avot).

Den religiøse litteratur omfattede også mystik, hvis begyndelse kan spores i 100-t. f.Kr. Den jødiske mystik gennemgik adskillige faser, inden den nåede sit højeste stadium, kabbala (se jødedom (kabbala)), hvis grundlæggende tekst er Zohar (Bogen om den himmelske stråleglans), skrevet i Spanien på et kunstigt aramæisk 1275-1286, angiveligt af Moshe ben Shemtov de León (ca. 1240-1305).

Moderne hebraisk litteratur (fra 1700)

Haskalah (1700-1880). Den første vigtige moderne hebraiske kulturelle bevægelse var haskalah ('oplysning'), der opstod i Tyskland omkring 1750'erne. I spidsen for haskalah stod Moses Mendelssohn omgivet af en gruppe intellektuelle, som opdyrkede hebraisk ud fra ønsket om at bringe den europæiske oplysning til de jødiske læsere samt harmonisere det jødiske liv med de nye omgivelser og fremme lige rettigheder for jøderne. Et månedligt tidsskrift, der indeholdt essays, digte og historiske afhandlinger, blev udgivet, efterfulgt af værker om videnskab, etik og andre emner. Tilsammen dannede de grundlaget for en spirende verdslig hebraisk litteratur. Genoplivelsen af hebraisk varede imidlertid ikke længe. Tysk blev mere og mere det "moderne" jødiske litterære sprog.

Haskalah fik dog nyt liv i Galicja og Ukraine, hvor der fandtes utallige jødiske menigheder. Josef Perl (1773-1839) og Jitzhak Erter (1791-1851) skrev satirisk fiktion for at ruske op i en stagnerende ortodoksi. Shlomo Rapoport (1790-1867) introducerede nye metoder i historieforskningen. Og Nahman Krochmal (1785-1840) præsenterede en dybtgående analyse af jødisk historisk filosofi.

Den stærkeste blomstring af haskalah-litteraturen fandt sted i Rusland i første halvdel af 1800-t. Digteren Abraham Dov Lebensohn (1794-1878) skrev glødende kærlighedssange til det hebraiske sprog, mens hans søn Micha (Mikhal) Josef Lebensohn (1828-52) skrev bibelske romancer og panteistisk naturlyrik. Abraham Mapu skrev den første hebraiske roman med Ahavat Zion (1853, Kærligheden til Zion), en romantisk idyl placeret i det bibelske Israel. Hans tredje roman Ajit Zavu'a (Hykleren) er en realistisk samtidsroman, der satiriserer over det jødiske fællesskab i Litauen.

I 1860'erne og 1870'erne var Jehuda Leib Gordon (1830-92), Peretz Smolenskin (1842-85) og Moshe Leib Lilienblum (1843-1910) dominerende i hebraisk litteratur. De insisterede på ændringer i jødisk levemåde og dagligdag samt reform af det jødiske samfund.

Gordon begyndte ligesom Mapu som en romantisk forfatter med bibelske emner. Fra 1871 og frem skrev han en række ballader, hvori han kredsede om den jødiske tragedie. Smolenskin skabte i sine seks romaner et kalejdoskop af jødisk liv, hvor han tog afstand fra den europæiserede jøde i samme grad som de ortodokse reaktionære gjorde det.

I sin essayistik fremmede han som den første hebraiske forfatter idéen om, at jøderne ikke var en religiøs sekt, men et udeleligt folk, selvom det var uden et land. Lilienblum begyndte som en moderat religiøs reformator; siden hen blev han optaget af sociale problemer. I Elisha ben Abujas lære (1878) prædikede han jødisk socialisme.

Periodens betydeligste romanforfattere udgøres af S.J. Abramovitz, kendt under pseudonymet Mendele Mokher Seforim, Shalom Aleichem og I.L. Peretz. De har tegnet den jødiske shtetls (landsby) armod og usselhed og skarpt satirisk skildret en dagligdag med bissekræmmere, tiggere og talmudister. Mendele berigede det haskalah-hebraiske sprog ved at inddrage postbibelsk, rabbinsk og middelalderhebraisk og gjorde sig fortjent til tilnavnet "den moderne hebraiske litteraturs fader".

Den nationale renæssance (1880-1948)

Hajim Nahman Bialik betragtedes som "nationaldigter". Hans personlige skæbne identificeredes med det jødiske folks, og hans digtning udtrykker fortvivlelsen over, at troens tabte paradis ikke kunne genvindes. Mens Bialik er en specifik jødisk digter, er Shaul Tchernichovskys (1875-1943) inspiration mere universel. Hans digtning fejrer lidenskaben, idet han søger en jødedom, som er styrke, ikke svaghed.

Periodens fiktionsprosa og essayistik var på samme måde som poesien en frembringelse af den nye jødiske nationalisme, zionisme.

Andre forfattere, fx Micha Josef Berdyczewsky og J.H. Brenner, var optaget af den rodløse jødiske intellektuelle, der desperat forsøger at overleve i et univers uden Gud, i den store fremmede, fjendtlige by.

Essayet var en populær udtryksform i den nationale genfødsels periode. Ahad Haam (1857-1927) skrev om aktuelle og historiske anliggender. Han modsatte sig den "politiske zionisme" og hævdede, at en jødisk stat først skulle oprettes, efter at et nationalt åndeligt center var etableret. I modsætning hertil drømte Berdyczewsky, under indflydelse af Nietzsche, om en transvaluering af alle jødiske værdinormer.

Overgang

De forfattere, der drog til Palæstina med den anden og tredje indvandringsbølge (1904-24), helligede sig ikke udelukkende skrivearbejdet, men tog tillige del i pionerlivet. De opfattede menneskets kamp for at erobre jorden ved arbejde som en virksomhed præget af storhed, og de beskrev den halvrealistisk og poetisk. I poesien forherligedes ligeledes pionerernes liv og idealer. Fx er Jitzhak Lamdans (1899-1954) hovedværk Masada (1927) et nationalt episk digt, som forbinder Masadas gamle forsvareres heroisme med dem, der i nutiden er engageret i at opbygge et hjemland i Palæstina. Forfattere som M. Smilanski (1874-1953), A. Hameiri (1890-1970) og J. Shami (1888-1949) beskrev både de østeuropæiske jøders og arabernes liv og skikke i landet. Judah Burla (1887-1969), som stammede fra en sefardisk familie, skildrer i alle sine romaner sin oprindelige etniske gruppe, på samme måde som M. Tabib (1910-79) senere gjorde med yemenitiske jøder.

Efter 1. Verdenskrig flyttede det litterære centrum til Palæstina og tiltrak en række forfattere, der var påvirket af russisk symbolisme, italiensk futurisme og tysk ekspressionisme. Abraham Shlonski (1900-73) gjorde oprør mod Bialiks autoritet og skabte et nyt sprog, domineret af originale metaforer, symboler og billeder. I Natan Altermans værker hersker en ofte uvirkelig atmosfære, præget af et overnaturligt syn, hvor døden synes afskaffet. Leah Goldbergs (1911-70) digtning er derimod præget af konkrete billeder af især barndom, naturen og skuffet kærlighed. Uri Zvi Grinberg bekendte sig til en messiansk, mystisk zionisme; det jødiske folk blev for ham et helligt redskab for guddommelig vilje. Det er i hans værker, at man finder de mest smertelige elegier over jødeforfølgelserne under 2. Verdenskrig. Jonathan Ratosh på den anden side stod araberne nær. Han genfandt det bånd, der binder de to folk sammen og dannede gruppen Kanaanæerne.

Teatret, som aldrig havde været en udbredt genre, brød frem med dramatikeren M. Shohams (1897-1937) bibelinspirerede drama Tyr og Jerusalem i 1933.

S.J. Agnon, den første israeler, der fik nobelprisen i litteratur, kredser om to poler: Østeuropa repræsenteret ved Buczacz, hans fødeby, og Israel ved Jerusalem. Hans personer, der stammer fra den traditionelle jødiske verden, er beskrevet i et sprog, som han selv skabte, hentet hovedsageligt i det postbibelske sproglag. Haim Hazaz' romaner og noveller dækker et stort område i tid og rum: shabtainisme, Den Russiske Revolution, den unge heroisme under Israels krig for uafhængighed (1947-48) og forskellige etniske grupper i Israel, Østeuropa og Yemen. Hovedtemaet er eksil og forløsning.

Israelsk litteratur (fra 1948)

I 1948 blev staten Israel grundlagt. Flertallet af den nye generations forfattere var født i landet. Dybt integreret i kibbutzlivet fornægtede de diasporaens eksistens og hengav sig begejstret til de kollektive værdinormer. Deres helte var på en gang opbyggere og kæmpende, der helt bevidst brugte deres liv på at forsvare de nye idealer. Deres eksistens foregik udelukkende inden for den kollektive cirkel, et kibbutzmikrokosmos præget af fortrængning af konflikter og manglende psykologisk indsigt. De mest kendte blandt denne generations forfattere er J. Mossinson (f. 1919), M. Shamir (1921-2004), N. Shaham (1925-2018), A. Megged (1920-2016).

S. Jizhar anslog imidlertid en vis desillusioneret holdning til kibbutzlivet i sine romaner. Han satte spørgsmålstegn ved accepterede sandheder om heroisme og pionersamfundet og fremmede en antiinstitutionel politisk bevidsthed i de følgende forfattergenerationer. Periodens mest fremtrædende lyriker er Haim Guri (1922-2018).

Statens grundlæggelse fik hurtigt de fremherskende ideologiske begreber til at smuldre. De værdier, som kibbutzen værnede om, kunne ikke modstå det nye samfunds hurtige vækst; følgelig forsøgte de samme forfattere at støbe et andet grundlag for individuel eksistens. Udviklingen gik i retning af en meget mere individualistisk orienteret litteratur.

Gennem skildring af forskellige historiske personligheder forsøgte Moshe Shamir at udtrykke sin skuffelse over en stat, mærket af korruption og socialt forfald. Den kvindelige forfatter A. Kahana-Carmon (1926-2019) skildrede i en meget personlig stil ensomme eksistenser indespærret i deres kommunikationsløshed.

I slutningen af 1950'erne og 1960'erne dukkede den såkaldte Statsgeneration af forfattere op. De var begyndt at skrive efter statens grundlæggelse og tog dens eksistens for givet. Det "store triumvirat" A.B. Yehoshua, Amos Oz og Aron Appelfeld dominerede den litterære scene. De fjernede sig fra den forrige generations realisme og dvælen ved det kollektive, og skrev allegoriske og symbolske parabler, påvirket af Kafka og europæisk eksistentialisme.

Destruktionslængsler og dødsdrift optræder i en surrealistisk atmosfære i Jehoshuas debutfortællinger. I hans senere romaner mærkes en vis tvivl på det israelske samfunds livskraft. Yoram Kaniuk karikerer den "nye israeler" i flere romaner; og de hellige og urørlige værdier, på hvilke det israelske samfund er grundlagt, angribes i romaner af Amos Oz. Han er fascineret af det onde, svagheden og hæsligheden og afslører vrangsiden af et samfund, der forsvarer idealer, som det i realiteten har vendt ryggen. Aron Appelfeld søgte på baggrund af erkendelsen af den israelske kulturs forarmelse til jødedommens gamle kilder. Fænomenet kendes som neojødedom.

Også poesien ændrede karakter. Den nationale fokusering blev opgivet til fordel for en optagethed af almenmenneskelige fænomener. Digtere som Nathan Zach, D. Avidan (1934-94) og Yehuda Amichai forkastede deres forgængeres patos og retorik og foretrak enkle billeder hentet fra dagliglivet; Meir Wiezeltier (f. 1941) gjorde Tel Aviv til det nye symbol på moderne virkelighed, mens Dalia Ravikovitchs (1936-2005) lyriske digte kredsede om personlige følelser udtrykt med en klar intensitet.

Yonah Wallachs (1944-85) var uophørligt optaget af sprogets væsen og kulturelle normer, og hendes digtning udfordrede alle grænser; den søgte at rive masken af og fortrænge deterministiske strukturer iboende i kultur og samfund samt at definere nye rum for individualitet og personlig frihed.

1970'erne-2000 og fremefter

Da den politiske højrefløj, Likud, i 1977 vristede magten fra Arbejderpartiet, medførte det nogle grundlæggende forskydninger i det israelske samfund. Likud blev støttet af et bredt lag af underrepræsenterede, marginaliserede "mizrahim" (jøder fra Nordafrika og Mellemøsten), der ikke var en del af den zionistiske metafortælling, og deres erobring af magten medførte et kulturelt monopolbrud og en udfordring af forestillingen om en homogen samfundskonstruktion.

Perioden efter 1977 er derfor stærkt præget af litteratur af eller om etniske grupper, som ikke tidligere havde været emne for litterær repræsentation. De allerførste værker, der blev produceret af mizrahi-forfattere, handlede om ydmygelser i transitlejrene og blev skrevet i den sociale vredes tradition.

Senere har mizrahi-prosaskrivning udviklet sig i retning af en nuanceret undersøgelse af de komplekser forhold, der er forbundet med akkulturation i det israelske samfund. Visse af de senest skrevne værker har endog overskredet Israels historisk og geografisk grænser og beskrevet jødisk liv i Bagdad og Damaskus inden statens grundlæggelse. Værker af Sami Michael (f. 1926), Eli Amir (f. 1937), Shimon Ballas (1930-2019), Amnon Shamosh (1929-2022) og Dan Benaya Seri (f. 1935) har styrket mizrahi-stemmen i israelsk litteratur.

En anden minoritet i israelsk litteratur er de israelske arabere. Deres litterære udtryk er almindeligvis arabisk, men efterhånden er adskillige begyndt at skrive på hebraisk. Blandt de betydningsfulde arabiske forfattere kan nævnes Anton Shamas (f. 1950), Itamar Levy (f. 1956), og Emil Habibi (1921-96), der til trods for at hans forfatterskab er på arabisk, modtog Israel-Prisen.

Også den religiøst optagede litteratur, som ikke havde været fremtrædende i israelsk litteratur siden S.Y. Agnon, dukkede i 1990'erne frem igen; denne gang båret af forfattere som Dov Elbaum (f. 1970), Mira Magen (f. 1952), Hannah-Bat-Shahar (f. 1944) og Michal Govrin (f. 1950), hvis værker kredser om religiøse spørgsmål og beskæftiger sig med de lukkede ortodokse miljøer.

Op gennem 1980’erne og 1990’erne fandt desuden en revurdering af selve fiktionens beskaffenhed sted. Dette medførte en stærk eksperimenteren inden for de fiktive genrer, som indledtes med Yaakov Shabtais (1934-1981) roman Uafbrudt Fortid (1977). Denne romans betydning blev først forstået af den efterfølgende generation af postmodernistiske forfattere; af disse er de væsentligste den markante David Grossman, den stærkt populære Meir Shalev, Yoel Hoffman og Youval Shimoni (f. 1955).

Perioden bød endvidere på usædvanlig kreativitet og fornyelse inden for de litterære genrer; elitær kultur sammenstilledes med populær kultur, elitært sprog ligestilledes med slang og klichéer med religiøse allusioner og en række nye, populærlitterære genrer fik plads i den israelske litteratur: Mysteriet, thrilleren, science fiction, spion- og detektivromanen.

I 1990'erne har en gruppe unge forfattere, der arbejder med tekster, tegneserier, animationer, tv, video film og internet, og hvis teknikker bliver overført til deres noveller og romaner ligeledes gjort sig gældende. Gruppens mest populære forfatter, Etgar Keret, anses som den mest fremtrædende repræsentant for den postmoderne kultur i 1990'ernes israelske samfund.

Kvindelitteratur og kritisk undersøgelse af socialt køn eksploderede så at sige i 1980'erne. Kvindelige forfattere blev blandt de mest synlige og kreative stemmer i israelsk fiktion, hver med sin unikke tilgang til eget fokusområde, fx Ronit Matalon (1959-2017). Dorit Rabinyan (f. 1972), Ruth Almog (f. 1936) og Savyon Liebrecht (f. 1948).

Orly Castel-Bloom bliver betragtet som den dristigste, mest opfindsomme og produktive blandt denne generation af kvindelige forfattere; som kætter var hun den første forfatter, der begyndte at stille spørgsmålstegn ved alt, hvad der findes, prædikes og rører sig i det israelske samfund.

Begyndelsen af det 21. århundrede byder på en gruppe velformulerede forfattere, der kræver forkastelse af 1990'erne fragmentariske sprog og handling og en tilbagevenden til et rigt, poesipræget sprog. Blandt disse Maya Arads (f. 1971). Nogle debuterende forfatteres holdninger er yderst radikaliserede: Michal Zamirs (f. 1964) debutroman bærer således et feministisk stempel, mens Alon Hilus (f. 1972) debut må betragtes som et forsøg på at nedbryde indgroede tabuer i dagens israelske samfund, fx homoseksualitet.

Jiddisch litteratur

Gammel jiddisch litteratur (1100-1850)

Den ældst daterede tekst på jiddisch er en rimet kuplet fra Worms' Mahzor (bønnebog) fra 1272. Jiddisch poesi begynder at forekomme i 1300-t. i form af digte, der genfortæller bibelske historier. Sådanne versfortællinger er bevaret i den ældste større jiddische tekst, det såkaldte Cambridgemanuskript (1382), der indeholder digte om jødiske historiske emner, religiøse tekster og den tidligste version af et tysk epos, Dukus Hornat.

Meget populære var et episk digt om Isaks binding, Akedah, og Shmuel Bukh (Samuels Bog), udgivet i Augsburg 1544. To bøger fra 1500-t. viser udmærket spændvidden i ældre jiddisch litteratur: på den ene side Elija Levitas Bove Bukh (1541), en fri jiddisch version i ottaverim af den italienske romance Buovo d'Antona, og på den anden side Tsene Verene (Kom ud og se, 1590'erne) af Yankev ben Jitskhok Ashkenazi, en genfortælling af Tanak i en enkel og livlig stil for kvinder. Den blev så populær, at den kom i over 200 udgaver. Den består af en blanding af fortællinger, midrashim, og eksegetiske kommentarer til afsnit af de fem Mosebøger.

Den berømte Mayse Bukh, en samling på 257 fortællinger, udkom først i Basel i 1602. De fleste af dem er baseret på midrash og Talmud, andre er lån fra forskellige kulturer.

Et fremstående værk hjemmehørende i en oprindelig jiddisch tradition er forfatterinden Glikl fra Hamelns (1645-1719) erindringer, der giver et livligt og prægnant billede af det jødiske samfund i Centraleuropa i hendes levetid.

I anden halvdel af 1700-t. blev jiddisch udelukkende de østeuropæiske jøders sprog. Hasidismen udviklede mundtlige fortællinger og sentenser på jiddisch, der gradvis blev nedskrevet af lærde også på hebraisk. Den største blandt de hasidiske fortællere er Rabbi Nahman fra Bratislava, hvis fortællinger opnåede berømmelse i Martin Bubers tyske oversættelse og udgør mesterværker i jødisk folklore.

Samtidig med hasidismen i øst opstod haskalah-bevægelsen i vest. Størstedelen af haskalah-forfatterne skrev på hebraisk, nogle dog på jiddisch. For første gang udkom videnskabelige værker på jiddisch. Men haskalah og hasidisme — to vidt forskellige verdensanskuelser — stødte sammen i bittert fjendskab. Polemiske skrifter imod hasidisme var almindelige.

Moderne jiddisch litteratur (fra 1850)

Fra midten af 1800-t. blomstrede østjiddisch i kraft af forfattere, der i løbet af en kort periode bevægede sig fra oplysningens rationalisme gennem karnevalsagtig parodi til realisme, naturalisme og psykologisk impressionisme, sluttelig avantgarde og modernisme.

De klassiske forfattere omfatter satirikeren Mendele Mokher Seforim, "bedstefaderen i moderne jiddisch litteratur", og humoristen Shalom Aleichem, der anså sig selv for at være Mendeles elev og åndelige sønnesøn. Hans uforlignelige skildringer af shtetljøderne placerer ham som en af de største humorister i verdenslitteraturen.

Den samtidige I.L. Peretz, der ligesom Mendele og Aleichem også skrev på hebraisk, var den første vigtige romantiske forfatter i jiddisch litteratur. Hans værker omhandler hasidiske emner eller er folkefortællinger. Både stilistisk og tematisk stod han nærmere moderne europæisk litteratur end sine forgængere. Til de bedste essayister hører David Frischmann (1859-1922), som skrev på jiddisch og hebraisk og prædikede "europæisme" i sine essays.

Adskillige immigrationsbølger, der tog deres begyndelse efter pogromerne i Rusland i 1881, førte jiddische forfattere og læsere til USA, Palæstina og Vesteuropa.

Tidligt i århundredet blev New York et centrum for jiddisch litteratur, hvis betydning kun blev overgået af Warszawas. Til at begynde med var amerikansk-jiddisch litteratur domineret af poesi. Blandt de tidligste var "Sweatshop-digterne" en gruppe, som reagerede på arbejderklassens ynkelige levevilkår på fabrikkerne og blev berømt for deres revolutionære socialistiske protestsange.

Den første kendte proletardigter var Morris Winchevsky (1856-1932), der fulgtes af gruppens mest fremtrædende stemme, Morris Rosenfeld (1862-1923) og de anarkistiske David Edelstadt (1866-1892) og Josef Bovshover (1873-1915).

Den avantgardistiske, litterære gruppe Di Yunge erklærede fra sin stiftelse i 1907 et brud med den politiske proletar-poesi og dyrkede som den første i jiddisch litteratur, den "rene poesi"; den subtile gengivelse af følelsesmæssige tilstande i et konkret hverdagsliv.

Gruppens førende skikkelser var Mani Leyb (1883-1953), digter for storbyens fortabte sjæle, hvis indflydelse på moderne, jiddisch poesi var enorm, Moyshe Leyb Halpern (1886-1932), som skrev nogle af de mest ætsende amerikanske, jiddische digte, Zishe Landau (1889-1937) og Halper Leyvik (1888-1962).

Næste generation af digtere dannede gruppen Di Inzikhistn (Introspektivisterne), som fortsatte og intensiverede Di Yunges æsteticisme og udgav tidsskriftet In zikh (1919). De vigtigste introspektivistiske digtere var Aaron Leyeles (1889-1966), Jacob Glatstein (Yankev Glatshteyn, 1896-1971) og Yeuda Leyb Teller. Glatstein betragtes i dag som den mest spøgefulde og opfindsomme form-eksperimentator og en af de fineste jiddische digtere i 1900-t.

Noget af den bedst kendte, jiddische litteratur stammer fra prosaforfattere, der immigrerede fra Polen og bosatte sig i New York. Af alle I.L. Peretz' disciple blev Shalom Asch (1880-1957) den mest produktive og berømte. Josef Opatoshu (1886-1954) bidrog gennem hele sit voksenliv bl.a. til dagbladet Der tog, som grundlagdes i New York i 1914. En anden immigrant fra Polen, hvis ry gik forud for hans ankomst til USA, var Israel Joshua Singer (1893-1944), som i 1930'erne og 1940'erne skabte adskillige betydelige, sociale romaner om jødisk liv i Europa.

Da Singer døde pludseligt i 1944, trådte hans yngre broder, Isaac Bashevis Singer, ud af hans skygge og ind i storebroderens sko som bidragyder til dagbladet Forverts. I. B. Singer opnåede hurtigt opmærksomhed med den tidlige, eksperimentelle Satan i Goraj, 1935 (da. 1995) og sine følgende værker. I.B. Singer er den mest oversatte jiddische forfatter. I 1978 modtog han nobelprisen i litteratur.

I Sovjetunionen og Polen dukkede der årene efter Den Russiske Revolution og 1. Verdenskrig nye retninger inden for jiddisch litteratur op i Kyiv, Moskva og Warszawa (og ligeledes i Berlin). De litterære aktiviteter var mest vellykkede og frugtbare i 1920'erne, inden Sovjet-restriktionerne umuliggjorde den frie ytring, men ikke desto mindre forblev Sovjetunionen et førende centrum for jiddisch litteratur fra 1920'erne frem til 1941.

I august 1952 blev flere betydelige, jiddische forfattere ofre for de stalinistiske udrensninger. Blandt disse var den førende prosastilist og vigtigste modernistiske forfatter i jiddisch litteratur, David Bergelson (1884-1952). En anden betydningsfuld forfatter fra perioden er dem originale symbolist Der Nister (Den skjulte, 1884-1950). Tidligt i sin karriere oversatte han udvalgte eventyr af H.C. Andersen, siden benyttede han elementer af folkeeventyr i sin fiktion; inden censurens formørkelse kvalte Sovjetforfatternes kreativitet, kunne sovjetisk, jiddisch litteratur opvise usædvanlige bedrifter inden for poesi; David Hofshteyns (1889-1952) lyriske vers, Moshe Kulbaks (1896-1937) rytmiske nyskabelser, Leyb Kvitkos (1893-1952) fortryllende børnedigte, Itzik Fefers (1900-52) yndefulde versekunst og Shmuel Halkins (1897-1960) emotionelle musikalitet.

I Warszawa forsøgte en gruppe jiddische forfattere efter I.L. Peretzs død i 1915 at udfylde det litterære tomrum ved at grundlægge det de kaldte Forfatterens Klub. De ældre skribenter så ned på denne gruppe unge modernister, men den skulle komme til at tilføre jiddisch litteratur en usædvanlig vitalitet.

Tre af de unge modernister, Uri Zvi Grinberg, Peretz Markish (1895-1952) og Melekh Ravitsh (1893-1976) dannede den avantgardistiske, poetiske gruppe, Di Khaliastre (Slænget, 1920-22). De tre venner kom til at gå i forskellige geografiske og æstetiske retninger, men for en kort stund medførte gruppens sprudlende brug af ekspressionistiske teknikker en anti-æstetisk udfordring i jiddisch litteratur.

I Litauen dannedes i 1930'erne digtergruppen Yunge Vilne (Unge Vilna), der kæmpede for politisk renovering og imod social uretfærdighed. Blandt gruppens medlemmer var Chaim Grade (1910-82), som i 1930’erne udgav adskillige højt estimerede digtsamlinger, men som efter at have overlevet holocaust bosatte sig i New York og gik over til at skrive fortællinger.

En anden er Abraham Sutzkever (1913-2010); muligvis den vigtigste jiddische forfatter bosat i Israel. Da han i 1930’erne begyndte at udgive jiddisch poesi var han knyttet til Yunge Vilne, men i 1943 måtte han flygte fra Vilna-ghettoen og skrev efterfølgende digte om sine oplevelser der og om det nazistiske folkemord. Ligeledes skrev han en af de stærkeste erindringsbøger fra Litauen. I 1947 indvandrede han til Palæstina, hvorfra han som redaktør af tidsskriftet Di goldende keyt (Den gyldne kæde, 1949-96) begyndte arbejdet for at fremme jiddisch, litterær kultur i Israel og rundt om i verden. Andre virkende jiddische forfattere i de første årtier efter Israels grundlæggelse var Rikudah Potash (1903-65), Leyb Rokhman (1918-78), Yosel Birshteyn (1920-2003) og Zvi Kanar (1931-2009).

Den store indvandring fra Sovjetunionen/Rusland i 1980'erne og 1990'erne gav jiddisch litteratur en ny opmuntrende drejning. I 1992 skabte en gruppe Sovjet-immigranter den litterære almanak Naye vegn (Nye Stier). Tidsskriftet Chulyot (Bindeled) blev grundlagt i 1990, er skrevet på hebraisk, men er helliget studiet af jiddisch litteratur.

Toplpunkt (Kolon) er et litterært tidsskrift, der blev lanceret i 2000 i Tel Aviv. Bidragyderne er aktive, jiddische digtere og fiktionsforfattere, hvoraf størstedelen er uddannet i Moskva som fx Lev Berinsky (f. 1939), Velvl Chernin (f. 1948), Moshe Lemster (f. 1948) og Boris Sandler (f. 1950).

Se også holocaustlitteratur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig