Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

holocaustlitteratur

Oprindelig forfatter JWin Seneste forfatter Redaktionen

holocaustlitteratur, litteratur omhandlende den nazistiske forfølgelse og forsøg på systematisk udryddelse af jøderne i Tyskland og de tyskbesatte områder 1933-45. Desuden litteratur, som indkredser de politiske, sociale, kulturelle, teologiske og psykologiske følgevirkninger af dette folkedrab og dets betydning for den vestlige civilisation.

Holocaustlitteraturen er en litteratur af vidnesbyrd og sorg; en litteratur, der formidler et traume og dets konsekvenser for efterkrigstidens tænkning. Den omfatter tekster i alle litterære genrer og er skrevet af forfattere med vidt forskellig kulturel og national baggrund og stærkt divergerende forhold til tragedien: ofre, overlevende, tilskuere og folk født efter holocaust. Den mest fængslende holocaustlitteratur er muligvis den, som er udfærdiget af mennesker, der ikke selv var til stede, men som børn og børnebørn af holocaustoverlevende har levet et liv i tragediens skygge. Fælles for holocaustlitteraturen er, at den ofte er betinget af et ønske om gennem beskrivelsen af lidelsen at forlene den med mening.

Værker

skrevet af jødiske skribenter under holocaustårene læses ofte som autentisk dokumentation på grund af den tidsmæssige nærhed og mangel på retrospektion. Disse værker omfatter først og fremmest dagbøger, men tillige vidneudsagn, breve, fx Etty Hillesums (1914-43) breve fra Westerbork, og digte, fx af Miklós Radnótis (1909-44), hvis digte blev fundet i hans frakkelomme i en massegrav. Offentliggjorte holocaustdagbøger er oftest skrevet af forfattere, som ikke overlevede krigen, og spænder fra den lange Krønike fra Lódzs Ghetto, 1941-1944, skrevet af adskillige ghetto-indespærrede, til enkeltpersoners dagbøger, hvoraf den bedst kendte er Anne Franks Dagbog.

Annonce

I holocausterindringer er der, i kraft af det retrospektive element, en større afstand mellem fortæller og hovedperson end i dagbogen, hvorfor de er mere litterære i sprog og konstruktion. Elie Wiesels distance fra de begivenheder, han beskriver i La Nuit (1958, da. Natten, 1987), er signaleret ved forfatterens valg af en fransk version til erstatning af personens hebraiske navn. I Hvis dette er et menneske (1947, udviddet udgave 1958, da. 1989) finder Primo Levi kløften mellem livet i kz-lejren og livet som et frit menneske så stor, at han næsten ikke tror på det, han beskriver. Forfatterens skelnen mellem vidneudsagn og erindring er til en vis grad kunstig, men hviler på forskellen mellem barske udsagn og en mere meditativ beretning.

I fiktion skrevet af holocaustoverlevende kompliceres den tilsyneladende enkle modsætning mellem fakta og fiktion, således fx i Louis Begleys (f. 1933) Wartime lies (1992) og Aharon Appelfelds holocaustromaner, som er historisk specifikke, men ikke altid historisk nøjagtige repræsentationer af mellemkrigstidens europæiske jøder. Den ungarske nobelprismodtager Imre Kertész’ roman De skæbneløse (1975, da. 2002) samt andre af hans værker trækker på hans erfaringer fra Auschwitz og Buchenwald.

Yderligere tidsmæssig afstand fra begivenhederne har efterkommere af holocaustoverlevende. Deres værker er yderst varierede og omfatter fx Art Spiegelmans tobindstegneserie Maus (1986 og 1991, da. 1987 og 1992), som er både selvbiografi og biografi, såvel som David GrossmansSe under: Kærlighed (1989, da. 1993) og Anne Michaels (f. 1958) Fugitive pieces (1996, da. Flygtige stykker, 1997).

Endelig findes der en gruppe af jødiske forfattere, som behandler holocausttemaet uden at have haft det direkte inde på livet. Dette er en hastigt voksende kategori, der bl.a. omfatter Saul BellowsMr. Sammler's planet (1970, da. s.å.), Philip RothsThe ghost writer (1979, da. Forfatterspire, 1981) og Cynthia OzicksThe shawl (1989).

Teori

Lige siden offentliggørelsen af de tidlige efterkrigstekster har korrektheden i at skildre holocaust i kreativ litteratur været til debat. Teoretikere debatterer til stadighed legitimiteten i at sammensmelte historie med kunst og ligeledes anstændighedens og repræsentationens grænser. Skabende forfattere og teoretikere er engageret i problemet med, hvordan man kommunikerer det ukommunikerbare. Theodor Adorno, der var bange for, at et digts æstetiske egenskaber ville påkalde sig opmærksomhed på bekostning af dets tema, erklærede ligefrem, at "digtning efter Auschwitz er barbarisk". Mens bl.a. Saul Friedländer (f. 1932) har advaret om, at historisk fakticitet er afgørende for holocaustberetningen, erklærede postmodernistiske teoretikere som Jean-François Lyotard og Maurice Blanchot, at sproget ved selve sin beskaffenhed er ude af stand til at repræsentere kendsgerninger. Forskere som Shoshana Felman (f. 1942) og Dori Laub (f. 1937) retter deres fokus mere direkte og specifikt på holocaustvirkeligheden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Judith Winther: holocaustlitteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92562