Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Shalom Aleichem

Oprindelig forfatter JWin Seneste forfatter Redaktionen

Shalom Aleichem, (hebr. shalom alekhem, hilseform brugt i bet. 'goddag', egl. 'fred med eder'), Sholem Aleichem, pseudonym for Sholem Jakov Rabinovitj, 2.3.1859-13.5.1916, jiddisch forfatter. Hans tidlige leveår i Ukraine er beskrevet i den selvbiografiske Tilbage fra markedet (1916). Han skrev oprindelig på russisk, men fra 1883 på jiddisch. 1888 grundlagde han et litterært jiddisch årsskrift, Di Jiddische Folksbibliotek, der præsenterede tidens bedste forfattere. Via sit ægteskab var Shalom Aleichem blevet en rig mand, men han mistede i 1890'erne sine penge ved børsspekulation og måtte flygte fra sine kreditorer. I denne periode skrev han nogle af sine vigtigste værker og skabte to af de centrale skikkelser i sit forfatterskab: Menakhem-Mendl (1892), en fantast, der rejser fra fondsbørs til fondsbørs overbevist om, at han en dag bliver millionær, og Mælkemanden Tewje (1894), en fattig, hårdtarbejdende, religiøs og trofast familiefar, der kører mælk ud til forskellige shtetler. Livet igennem udvidede Shalom Aleichem de to serier (den sidste udgivet på dansk i 1961).

Tewje repræsenterer med sin lommefilosofi og tilsyneladende naivitet en slags ukompliceret livsvisdom og eksemplificerer den forfulgte østeuropæiske jøde. Fortællingerne om Tewje og hans døtre er blevet dramatiseret og filmatiseret og blev i 1960'erne et internationalt hit som musicalen Fiddler on the Roof (filmatiseret 1971, da. Spillemand på en tagryg). Pogromen i Kyjiv 1905 førte Shalom Aleichem til bl.a. New York, hvor han døde. I USA blev han hyldet som en jødisk Mark Twain. Han betragtes som en indtrængende skildrer af livet i den jødiske shtetl og den største humorist i jiddisch litteratur.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Judith Winther: Shalom Aleichem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=35516