Faktaboks

Moyshe Leib Halpern
Født
1886
Død
1932

Moyshe Leib Halpern, 1886-1932, jiddisch-amerikansk digter, født i det daværende Østrig-Ungarn, nu Polen. Han blev i 1898 sendt til Wien, hvor han kom i kontakt med tysk litteratur og socialistiske idéer og publicerede sine første digte i tysk-jødisk presse. Udmattet af den antisemitisme, han dagligt mødte i Wien, emigrerede han i 1908 til USA.

Halpern er den store oprører inden for amerikansk-jiddisch digtning. Han udviste en usentimental og ofte fjendtlig holdning over for det Østeuropa, han havde forladt, men var aldrig i stand til at finde fred og identitet i USA. Han var knyttet til digtergruppen Di junge, men identificerede sig aldrig helt med gruppens højæstetiske program.

Hans første digtsamling I New York (1919) giver en bevægende skildring af en smertelig sindstilstand og er på én gang et udtryk for Halperns personlige erfaring af fremmedgørelse og sammenbrud og hele generationens tilstand af eksil og destruktion. Samlingen indeholder bl.a. det lange, fortællende vers "På fremmed jord", der var det første betydningsfulde, amerikansk-jiddische digt. I New York anses af mange, for at være en af de få epokegørende bøger i jiddisch litteratur. I de efterfølgende digtsamlinger Den gyldne påfugl (1924) og Moyshe Leib Halpern (1934, udgivet posthumt) bliver hans vers mere filosofiske og aggressive og inddrager engageret nationale, politiske og kulturelle kampe. Halpern lod aldrig sine læsere finde hvile i en falsk idealisering af den østeuropæiske fortid. Til trods for den vrede og det sortsyn, der karakteriserer meget af hans arbejde, formildes hans mørkeste angsttilstande i sidste ende ved genopdagelsen af håb gennem øjeblikke af menneskelig fortrolighed og nærhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig