Haim Hazaz, 1898-1973, israelsk forfatter. Han er født i Kyjiv, som han forlod 1921, for ti år senere at bosætte sig i Palæstina. Han regnes for den vigtigste blandt de forfattere, som tilhører "overgangsgenerationen" fra Østeuropa til Palæstina. Romanen Bronzeporte (1956), en bearbejdelse af hans Revolutionshistorier (1924), skildrer de rædsler og den desillusionering, Hazaz oplevede i Ukraine og på Krim. Efter 1931 bærer hans fiktion præg af en romantisering af den østeuropæiske shtetl og en fremhævelse af enkle, livsbekræftende værdier, som han fandt hos de yemenitiske jøder. Hans optagethed af det messianske drama sammenflettet med zionismen viser ham som en "idéforfatter"; stærkest ses det i De sidste dage (1933-34) og Du, som sidder i haverne (1944).