Faktaboks

Cynthia Ozick
Født
1928

Cynthia Ozick, f. 1928, amerikansk forfatter af jødisk oprindelse. Jødisk identitet i diasporaen efter holocaust er et gennemgående tema for Cynthia Ozicks forfatterskab. Hun slog igennem med novellesamlingen The pagan Rabbi and Other Stories (1971, da. Den hedenske rabbiner. Udvalgte noveller, 1990), som bl.a. beskæftiger sig med jødens splittelse mellem den jødiske religion og det sekulariserede (hellenistiske) samfund; en splittelse, som finder udtryk i mange af hendes senere værker, bl.a. som dynamikken mellem det moderne menneskes dyrkelse af kunsten i kontrast til det jødiske billedforbud. Ligeledes er idéen om en person, der tager rollen som Gud-lignende skaber, hyppigt til stede i forfatterskabet.

Begge temaer er at finde i romanen The cannibal Galaxy (1983, da. Kannibalgalaksen, 1987) om grundlæggeren af en skole baseret på idéer om en fusion af den vestlige/kristne og den jødiske civilisation, som tragter efter at være Gud ved at bestemme hvilke studenter, der skal lykkes, og hvilke der skal forkastes. Rollen som Guds-usurpator er også at finde i The Puttermesser Papers (1997). Romanen Messiah of Stockholm (1987) kredser bl.a. omkring spørgsmålet om ikke blot hvorvidt, der er en messias, men om hvordan man vil kunne vide, hvis messias er kommet.

I 2004 udsendte Cynthia Ozick én roman under to forskellige titler og demonstrerer derved sit stofs kompleksitet; den amerikanske udgave fik titlen Heir to the Glimmering World, som lægger vægt på arvens betydning, mens den britiske udgave fik titlen The Bear Boy, som retter fokus på aspekter som vildskab og barnlighed.

Cynthia Ozicks talrige essays er samlet i Art&Ardor (1983), Metaphor&Memory (1989), Fame&Folly (1996), Quarrel&Quandry (2000) og The Din in the Head (2006).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig