I den græske stat udviklede der sig fra 1830'erne en "indenrigslitteratur", knyttet til hovedstaden Athen. Her dominerede poesien, især lyrikken, i en romantisk-klassicistisk stil og med en stigende arkaisering af sproget.
Grækenland - litteratur (1830-1915)
Temaer i prosaen
Prosaen dyrkedes dels i memoirer fra frihedskampen mod det osmanniske rige, dels i enkelte romaner og noveller, ofte med historiske emner, der nåede et højdepunkt med Emmanouil Roidis' satiriske roman Pavinden Johanne (1866).
Ca. 1880 opstod et borgerligt europæisk-orienteret teater, og i prosaen dyrkedes hjemstavnsnovellen ("sædeskildringer"), men også den psykologiske realisme trivedes. I 1880'erne brød sprogstriden løs igen (se græsk), og folkesproget (dimotiki) fik sit gennembrud i prosafortællinger, der ofte publiceredes som føljetoner i aviser og tidsskrifter.
Nationalismen i litteraturen
I perioden 1864 til 1913, da Grækenlands territorium næsten fordobledes, voksede nationalismen sig stærk omkring to centrale tanker: "Den Store Idé" om at generobre Konstantinopel og forestillingen om den historiske kontinuitet fra den antikke græske oldtid over Det Byzantinske Rige til nutid.
Den vigtigste litterære repræsentant for begge disse idéer er digteren Kostis Palamas. I Alexandria i Egypten skrev Konstantinos Kavafis på samme tid sine eksklusive digte om græsk identitet, kultur og tradition i en helt anden nøgtern stil.
Den borgerlige roman
I begyndelsen af 1900-tallet blev de nye samfundsændringer taget op i prosaen med socialistisk sigte af Konstantinos Theotokis, mens Grigorios Xenopoulos (1867-1951) introducerede den borgerlige roman med skildringer af Athens middelklassemiljøer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.