Threnos, (gr., ligesom da. drøne af indoeur. *dhrehn- 'brumme'), inden for antik græsk digtning betegnelse for sørgesang. De ældste eksempler på genren findes i Homers Iliade som fx Hekabes, Helenas og Andromaches begrædelse af den døde Hektor i 24. sang. Senere i 500-t. f.Kr. skrev såvel Pindar som Simonides threnoi.