Nikander, Nikandros, græsk digter fra Kolofon, måske fra 100-t. f.Kr. Bevaret af hans store produktion er to didaktiske digte, Theriaka og Alexifarmaka, om slanger, edderkopper og insekter og modgiftene imod deres bid, gifte og modgifte generelt. Digtene, der blander "videnskabelighed" med folkelig overtro, havde stor indflydelse på toksikologien lige til renæssancen. Tabt, men omtalt og refereret i antikke kilder, er hans Forvandlinger (Heteroioumena), som Ovid benyttede i sine Forvandlinger (Metamorphoses).