Homer

I hellenistisk tid opstod der tvivl om, hvorvidt Homer var forfatter til begge værker, og fra 1800-tallet udvidedes tvivlen til at omfatte værkernes hele tilblivelse, det såkaldte homeriske spørgsmål. I denne debat stod på den ene side "unitarerne", der forsvarede værkernes enhed og digterens overordnede betydning, og på den anden side "analytikerne", der koncentrerede sig om at påvise inkonsekvenser, der forklaredes med sammenkobling af stof af forskellig alder og herkomst.

Debatten har i 1900-tallet fået en ny vinkel, efter at M. Parry og A.B. Lord ved komparative studier især med sydslavisk mundtlig digtning forklarede en række karakteristika ved digtene, som beroede netop på en mundtlig overlevering. Dette giver en forklaring på mange træk i digtenes vers, stil og sprog, men der er ikke dermed opnået enighed om de bevarede digtes alder eller tilblivelseshistorie og heller ikke om digteren eller "redaktøren" og hans rolle. Ingen af de mundtligt komponerede digte, man har brugt til sammenligning, når tilnærmelsesvis i nærheden af Iliadens ca. 16.000 og Odysseens 12.000 vers eller har så raffineret en komposition.

Homer opfattes i dag af nogle som en sen mundtlig digter, hvis værk blev nedskrevet, sandsynligvis efter diktat, og af andre som den første skriftlige digter. De fleste sætter digtene til ca. 700 f.v.t.; enkelte mener (hvad der i og for sig ikke er uforeneligt hermed), at de først blev nedskrevet i Athen under Peisistratos i 500-tallet f.v.t. Sikkert er det, at de på dette tidspunkt fast blev reciteret ved Panathenæerfesten.

Homer blev hurtigt digteren, hos hvem man søgte vise svar på alle spørgsmål, især fordi man tolkede digtene allegorisk. Teksterne var altså på vej til at blive en hellig bog — men blev det ikke. Homer var skolelæsebog, og hans værker blev fælles arv og referenceramme for alle grækere.

De såkaldte homeriske hymner, 33 hyldestdigte til græske guder som Apollon, Hermes og Demeter, der i antikken blev tilskrevet Homer, er ikke skrevet af digteren, men i hans stil.

At værkerne har rødder langt tilbage, ses både i indhold og sprog. Sproget er et kunstsprog, en blanding af dialekter og former af forskellig alder. Hovedsubstansen er jonisk med (ældre) aiolisk og arkado-kyprisk islæt og (yngre) enkelte atticismer.

Begge værker fortæller om en fjern fortid, men digterens/digternes egen tid kommer glimtvis frem. Grækerne skelnede ikke som vi skarpt mellem myte og historie, og at der er en historisk kerne bag fortællingen, er blevet demonstreret af de arkæologiske udgravninger, fra amatørarkæologen Heinrich Schliemann i 1870 i Troja og Mykene til de professionelles udgravninger i 1900-tallet på Kreta og i Pylos. Den kretensisk-mykenske højkultur, der her dukkede op af jorden, er digtenes tematiske baggrund. Den gik til grunde ca. 1100 f.v.t., men levede videre i heroiseret form i myterne. Som kontrast hertil møder man især i de såkaldte homeriske lignelser en mere dagligdags verden, hvor landbrug, håndværk og naturfænomener giver tilhørerne mulighed for at identificere sig med begivenhederne. Sammenligningerne går sjældent op i alle detaljer, men udvides og får selvstændigt liv.

De omtalte karakteristika, epitheta, formler, faste scener og lignelser findes i begge digte, men i forskelligt omfang. Digtene er begge knyttet til samme emnekreds, og persongalleriet er til en vis grad det samme. Alligevel er der store forskelle i struktur, menneskeskildring, holdning og tone, så stor, at mange mener, at de ikke har samme ophav.

• Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus
• Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.
• Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele den skikked
• Ned til Hades's Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens
• Fugle den gav deres Liig, — fuldbragt blev Zeus's Beslutning —
• Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig
• Mellem den Ædling Achilles og Mændenes Drot Agamemnon Oversat 1836 af Chr. Wilster

Handlingen begynder in medias res: Det forudsættes bekendt, at grækerne belejrer Troja for at hævne, at kong Priamos' søn Paris under et besøg i Sparta har forført og bortført sin vært, kong Menelaos' hustru, den skønne Helena. Paris har også pådraget sig gudinderne Heras og Athenas vrede, fordi han tilkendte Afrodite førsteprisen i skønhed.

Agamemnon, grækernes overanfører og Menelaos' bror, fornærmer den stærkeste kriger, Achilleus, ved at fratage ham hans del af byttet fra et erobringstogt, pigen Briseis. Agamemnon har måttet give sin pige, Chryseis, tilbage til hendes far, Apollonpræsten Chryses. Denne ydmygelse får Achilleus til at trække sig ud af kampen.

Grækerne er hårdt trængt, og først da Achilleus' ven, Patroklos, er blevet dræbt af Hektor, vender Achilleus tilbage, dræber Hektor, men forbarmer sig over hans far og udleverer sønnens lig. Iliaden slutter med Hektors begravelse.

Grundtonen i digtet er mørk og pessimistisk. Menneskenes lod er tung, livet uretfærdigt, og guderne strenge og uberegnelige. De kan forblinde mennesker, så de fejler og dog må tage ansvaret og lide under konsekvenserne. Helena siger, det var Afrodite, der forledte hende, men hendes skam og selvkritik er lige stor for det. Guderne er skabt i menneskenes billede; forskellen er styrken og den udødelighed, som fritager dem for at lide under følgerne af deres handlinger. Over dem står dog mere ubestemte magter som skæbnen eller moirerne, hvis beslutninger selv Zeus ikke kan ændre.

Handlingen er koncentreret om en enkelt helt, der under svære vanskeligheder kæmper sig vej tilbage til sin trofaste hustru og sin unge søn. Fortællingen er ikke lineær som i Iliaden, men foregår på flere planer. Scenen skifter ikke bare mellem himmel og jord, men mellem Odysseus under hans omtumlede rejse og hans hustru, Penelope, der på Ithaka venter og holder sig bejlerne fra livet, og deres søn, Telemachos, der bliver voksen og rejser ud for at høre nyt om sin far.

Fortællingen begynder med gudernes beslutning om, at Odysseus, der opholder sig hos nymfen Kalypso, skal hjem. Derefter følger den i de første fire sange Telemachos på hans rejse. Så skiftes til Odysseus, der følges fra Kalypso til faiakerne, til hvem han i de såkaldte apologer (fabler) fortæller om sine oplevelser på vej hjem fra Troja. I 13. sang lander han på Ithaka, hvor han forenes med Telemachos, planlægger drabet på bejlerne, forenes med Penelope og gennemfører sin hævn.