Faktaboks

Konstantinos Kavafis
Født
29. april 1863, Alexandria, Egypten
Død
29. april 1933, Alexandria, Egypten

Konstantinos Kavafis i sit hjem i Alexandria, ca. 1925.

.

Konstantinos Kavafis var en græsk lyriker. Bortset fra nogle barndomsår i den græske handelsdiaspora i England og et kort ophold hos moderens familie i Konstantinopel levede Konstantinos Kavafis hele sit liv i fødebyen Alexandria, Egypten, hvor han efter familiens fallit ernærede sig som funktionær i den engelsk-egyptiske vandingsadministration.

Det tidlige forfatterskab

Konstantinos Kavafis' første digte (fra ca. 1885), som han senere forkastede eller reviderede, viser en gæld til den græsk-fanariotiske litteratur samt en påvirkning fra symbolismens ideal om digtets autonomi og formelle perfektion.

Det modne forfatterskab

Omkring 1911 fandt hans poesi sin egen strengt disciplinerede form, korte digte i fri eller bunden rytme i et sprog, der bortset fra lærde allusioner har ligget tæt på det, Kavafis talte. Med den allegoriske anvendelse af byen Alexandrias historie som udtryk for sin egen og det moderne menneskes skæbne var hans motivkreds samtidig færdigudviklet, fx i At guden forlader Antonius (1911).

Digtenes tematikker

Kavafis samlede sine enkelte digte i forskellig tematisk rækkefølge og distribuerede dem, efterhånden som de blev trykt. Han inddelte selv sine digte i erotiske, historiske og filosofiske. I sine mest personlige og meget sanseligt ekspressive digte, hvor personen Kavafis ofte skjuler sig bag et slør af nøgtern ironi, formidler han følelsen af en frustreret eksistentiel isolation, som kun delvis forklares af hans homoseksualitet.

Kavafis historisk-filosofiske digte henter især deres motiver fra den hellenistiske hedensk-kristne blandingskultur, som han betragtede som sin egen baggrund.

Anerkendelse nationalt og internationalt

Mens anerkendelsen af Konstantinos Kavafis først kom sent i Athen, blev hans poesi opdaget i 1917 af E.M. Forster, der præsenterede ham i den angelsaksiske verden. Han er "byens gamle digter" i Lawrence Durrells Alexandriakvartetten (1957-60). Den første samlede udgave af hans offentliggjorte digte (1896-1932) udkom i 1935; senere forskning har uden skånsel offentliggjort alt fra hans hånd.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig