Paian, pæan, opr. en græsk lægegud, senere dels et rituelt udråb, dels betegnelse for sange til lægeguderne Apollon, Asklepios og Hygieia eller andre guder: Zeus, Poseidon, Dionysos samt fra 300-t. f.Kr. også til mennesker som fx spartaneren Lysander. Man sang paianer som bøn og tak ved religiøse fester og symposier samt i forbindelse med sygdom, krige eller fredsslutninger.