Alexanderromanen

Alexanderromanen, en af de mest populære og læste tekster fra antikken, med urette tillagt Kallisthenes, Alexander den Stores hofhistoriker; deraf betegnelsen Pseudo-Kallisthenes. Romanen blev til i 200-t. e.Kr. i Alexandria og bygger på nu tabte kilder og på en række opdigtede dokumenter som breve til og fra Alexander, hans dagbogsoptegnelser og hans testamente samt på en egyptisk folkelig fortælling om den fordrevne farao Nektanebo.

Forfatteren har uden smålige hensyn til geografi og kronologi blandet alt dette til en fantastisk fortælling, der bogstavelig talt fører Alexander fra havets bund (i dykkerklokke) til himlen (på fuglevinger). I senere — til tider meget frie — bearbejdelser af Alexanderromanen fremstilles Alexander som den civiliserede verdens vogter, der har oprejst ubrydelige jernporte mellem os og undergangsfolket Gog og Magog i øst. Denne oplysning fandt indpas i Koranen og i middelalderens vesteuropæiske versioner af Alexanderromanen. Adskillige opdagelsesrejsende mente gennem tiden at have lokaliseret jernporten, fundet den sprængt og tolkede det som verdens undergang.

Alexanderromanen er oversat til 35 sprog; i 300-t. til latin, i 400-t. til armensk og i 500-t. til syrisk; derefter til flere af de semitiske, kaukasiske og slaviske sprog. Der findes en svensk version på vers fra ca. 1380, en dansk folkebog fra 1630 og en moderne dansk oversættelse ved Erling Harsberg fra 1987. Romanen er ofte illustreret, specielt i mange af middelalderens håndskrifter.