• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grønland - litteratur

Oprindelig forfatter ChBe Seneste forfatter Redaktionen

Grønland. I 1858 udsendte Rinks trykkeri det håndkolorerede billedhæfte  En Samtale om Krig på grønlandsk og dansk. Samtalen om krig foregår mellem en grønlandsk kateket og en dansk præst og er en moralsk diskussion om dette emne, der var nyt for grønlænderne.

Grønland. I 1858 udsendte Rinks trykkeri det håndkolorerede billedhæfte En Samtale om Krig på grønlandsk og dansk. Samtalen om krig foregår mellem en grønlandsk kateket og en dansk præst og er en moralsk diskussion om dette emne, der var nyt for grønlænderne.

Den grønlandske litteratur omfatter såvel en mundtlig tradition, der strækker sig tilbage til førkolonial tid og den moderne europæisk inspirerede skrevne litteratur, der tog sin begyndelse i slutningen af 1800-t.

Myter og sagn

Myte- og sagnfortællingen tjente flere formål. Ud over dens uforlignelige underholdningsværdi i den lange mørke vinter var den med til at holde traditionen i live og bære viden, naturopfattelse og livsanskuelse videre fra generation til generation.

Myterne beretter bl.a. om livets opståen, om guddomme, der straffede menneskene for deres tabubrud, og om livet efter døden. I sagnene fortælles om usædvanlige personer og hændelser som drab og hævn, kappestrid, sult og fangstrejser. Den store arktiske natur og de ekstreme livsbetingelser inspirerede stærkt til fantasifulde, groteske og ind imellem befriende humoristiske fortællinger.

Annonce

Digte blev brugt til at give udtryk for følelser eller fortælle en god historie. Nidviser blev anvendt i sangstrid mellem to personer — en slags retsligt opgør, og trylleformularer blev fremsagt for at afværge farer eller lokke fangstdyr til. Siden midten af 1800-t. er store dele af den mundtlige tradition blevet nedskrevet, så den foreligger i bogform - også i dansk oversættelse.

Koloniseringen

Den kulturelle påvirkning udefra tog sin begyndelse med koloniseringen fra 1720'erne. Missionærerne skabte et grønlandsk skriftsprog og underviste grønlænderne, så de kunne læse de grønlandske bibel- og salmeoversættelser — stort set den eneste litteratur, der fandtes på grønlandsk indtil 1861, da udgivelsen af bladet Atuagagdliutit (i dag Atuagagdliutit Grønlandsposten) påbegyndtes. Bladet bragte underholdende og oplysende artikler og fik ikke blot stor betydning som læsestof, men også som det sted, hvor den menige grønlænder begyndte at udtrykke sig skriftligt. De første grønlandske bidrag til salmedigtningen stammer fra sidste halvdel af 1800-t. (Rasmus Berthelsen, Andreas Hansen (1860-1909)).

Den moderne litteratur

Den moderne grønlandske litteratur er en klar afspejling af samfundsudviklingen. 1900-t.s begyndelse var en brydningstid — kulturelt, politisk og erhvervsmæssigt; i disse år indledtes den moderne folkelige digtning. Pionererne inden for grønlandsk litteratur (Henrik Lund, Jonathan Petersen, Josva Kleist) skrev både salmer, åndelige sange og fædrelandssange foruden samfundsbetonede digte som indlæg i tidens debat om grønlandsk identitet. De kritiserede deres landsmænd for at tilsidesætte nationale værdier ved at være blevet for afhængige af det nye, der kom udefra, men bebrejdede dem samtidig deres konservatisme og manglende vilje til at drage nytte af det, som den nye tid bragte med sig.

Fra denne periode stammer enkelte noveller og episke digte med motiver fra helt gamle dage (Peter Gunde (1895-1931), Peter Olsen (1892-1930)). De to første grønlandske romaner, Mathias Storchs Sinnattugaq (1914, da. En Grønlænders Drøm, 1915) og Augo Lynges Ukiut 300-nngornerat (1931, da. 300 år efter, 1989), er politiske fremtidsromaner, som deler det træk, at deres visioner om Grønlands fremtid bygger på et vesteuropæisk samfundsmønster med det grønlandske særpræg i behold.

I 1920'erne blev danskundervisningen på seminariet i Godthåb intensiveret, og lettere tekster fra den danske litteratur begyndte at indgå i undervisningen. Den danske romantiske digtning, fx N.F.S. Grundtvig, gav inspiration til flere digte fra 1930'erne og 1940'erne, der taler om arven fra forfædrene og skildrer naturen i følelsesbetonede vendinger.

I perioden 1930-50 udkom fem romaner, fire små skuespil, en digtsamling og adskillige sange til den grønlandske sangbog. Med disse udgivelser skabtes tradition for, at beretninger fra fangertilværelsen og temaer fra den grønlandske sagnverden indgik i den moderne litteratur (Frederik Nielsen, Hans Lynge, Pavia Petersen, Kristen Poulsen, Karl Heilmann).

Grønlands nyordning i 1950 førte til store ændringer af det grønlandske samfund, hvilket også slog igennem i de følgende års stigende litterære aktiviteter. Tendensen til at lade sig inspirere af den gamle fangerkultur blev ikke blot videreført, men også aktualiseret (Uvdloriánguak Kristiansen 1927-98, Otto Rosing, Otto Sandgreen, Villads Villadsen, Ole Brandt, Frederik Nielsen mfl.).

Meget nyt og ukendt var blevet presset ind i den grønlandske hverdag, og på den baggrund er det nærliggende at opfatte de ofte ret romantiserede skildringer af "de gode gamle dage" som en slags — bevidst eller ubevidst — søgen efter et kulturelt ståsted. Disse fremstillinger af den gamle fangerkultur indeholder ofte passager, der har stor kulturhistorisk interesse og værdi bl.a. fordi de for første gang afspejler grønlændernes eget syn på den grønlandske historie.

Fra slutningen af 1960'erne og i tiden frem til hjemmestyrets indførelse i 1979 udkom en del politisk inspirerede digte, der vendte sig imod nyordningens uheldige virkninger og den danske dominans. Denne protestdigtning, som til tider antog en meget kras og polemisk stil, opstod blandt grønlandske studerende i Danmark (Aqqaluk Lynge, Aqigssiaq Møller (1939-97), Moses Olsen, Ole Korneliussen mfl.). Også efter hjemmestyrets indførelse er samfundsproblemer og søgen efter identitet tilbagevendende temaer hos mange forfattere, både lyrikere og prosaister (Kristian Olsen (Aaju), Hans Anthon Lynge, Mâliâraq Vebæk, Ole Korneliussen mfl.).

Siden 1980'erne er samtiden kommet mere i forgrunden, og forfatterne blevet mere udadvendte. Den korte fortælling og digtet er de dominerende genrer (Kelly Berthelsen mfl.); især lyrikken bruges af de unge til at tematisere deres egen livssituation. Den mundtlige grønlandske gyserfortælling har udviklet sig til en trykt genre helt op til romanformat (Otto Steenholdt mfl.).

Efter årtusindeskiftet ses endvidere en stigning i bekendelseslitteraturen, der medvirker til en bearbejdning af tabubelagte samfundsproblemer, men som også tilfører litteraturen nye udtryk for individets følelser (Vivi Lynge Petrussen (f. 1961) mfl.). Store dele af den grønlandske litteratur foreligger nu i dansk oversættelse.

Læs mere om Grønland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christian Berthelsen: Grønland - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86581