• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sapfo

Oprindelig forfatter Due Seneste forfatter PKN

Sapfo, græsk digter fra 2. halvdel af 600-t. f.Kr. Antikkens berømteste kvindelige digter levede på Lesbos, kun afbrudt af en eksilperiode ca. 603-595 f.Kr. på Sicilien som følge af de samme politiske uroligheder, der fordrev hendes samtidige landsmand Alkaios.

Man ved ikke meget om Sapfos liv, ud over at hun var gift, havde brødre og en datter, og at hun sandsynligvis tilhørte overklassen. Den kanoniske alexandrinske udgave af hendes digte var i ni bøger, inddelt efter versmål; der findes ét fuldstændigt digt og mange større og mindre fragmenter bevaret gennem citater hos andre forfattere eller i papyrus. I 2014 offentliggjordes to hidtil ukendte digte af Sapfo, skrevet på papyrus; i det ene, det næsten intakte Broderdigtet, omtales hendes brødre Larichos og Charaxos.

Sapfo skriver som Alkaios et kunstsprog domineret af æolisk dialekt med reminiscenser af folkepoesi og epos. De fleste digte er skrevet til solofremførelser (se monodisk lyrik), enkelte, bl.a. bryllupsdigte, til kor. Digtene er som regel opbygget af enkle tre- eller firelinjers strofer. De foregår i et personligt og privat rum, kun sjældent et politisk. De dominerende temaer er sanseindtryk og følelser (især kærlighed, men også længsel, sorg over adskillelse og ensomhed), skønhed og digtning.

Annonce

Den kærlighed, der skildres, er oftest homoseksuel (lesbisk), og forholdet mellem de elskende er en kvindelig pendant til den såkaldt græske kærlighed mellem en ældre elsker og en ung elsket mand. Det havde filologer i 1800-t. og begyndelsen af 1900-t. svært ved at acceptere, og de forklarede Sapfos rolle som lærerindens over for eleven i en pigeskole. I dag er den erotiske og ofte meget direkte fysiske karakter af de skildrede forhold fuldt erkendt, men man ved stadig ikke meget om det univers, de udspiller sig i, om det faktisk havde en form for tilknytning til religion eller uddannelse.

Sapfo var berømt allerede i antikken, hun fik tilnavnet den tiende muse, og de romerske digtere Horats og Catul benyttede hendes versemål. Catuls digt nr. 51 er en gendigtning af Sapfos ufuldstændige digt nr. 31. Thøger Larsen oversatte Sapfo til dansk i 1924.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bodil Due: Sapfo i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=155598