Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Odysseas Elytis

Oprindelig forfatter Wahl Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/7694/=ud_b_122564.mp3?revision=2

Odysseas Elytis, pseudonym for O. Alepoudelis, 1911-1996, græsk digter og nobelpristager (1979).

Påvirket af fransk surrealisme, især Paul Éluard, debuterede Odysseas Elytis i 1939 med digtsamlingen Orienteringer, der hylder det græske landskab, den frodige ungdom og den evige sol.

I hans følgende digtsamlinger Solen den første (1943) og Heroisk og elegisk sang om den faldne sekondløjtnant i Albanien (1945) indgår hans erfaringer som officer under italienernes felttog mod Albanien og Grækenland 1940-41.

Annonce

Efter den græske borgerkrigs udbrud i 1944 gik Elytis i indre eksil, og han brød først tavsheden med sin digtcyklus Axion esti (1959, Lovet være), der vandt udbredelse gennem komponisten Mikis Theodorakis' musik. Digtet er inspireret af kirkens liturgi og formet som en skabelses- og livsberetning, der knytter den enkeltes tilværelse til slægtens evige perspektiv i "denne lille verden, denne store".

Elytis' seneste værker er reflekterende, således det store digt Maria Nefeli (1979), der former sig som en samtale mellem den modne digter og en ung kvinde, og Vest for Sorgen (1995).

Odysseas Elytis havde afgørende indflydelse på udviklingen af græsk digtning. På dansk findes udvalget Solens magt (1979).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Wahl Olsen: Odysseas Elytis i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70191