Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sofokles

Oprindelig forfatter Due Seneste forfatter Redaktionen

Sofokles, ca. 495-406 f.Kr., græsk tragediedigter; s.m. Aischylos og Euripides en af de tre store græske tragikere. Han var født i Kolonos nord for Athen og levede et langt og succesrigt liv. Ved de store Dionysosfester, hvor tre forfattere hvert år konkurrerede med hver tre tragedier og et satyrspil, vandt Sofokles sin første sejr i 468 f.Kr. og sin sidste posthumt i 401 f.Kr. I alt skal han have fået førsteprisen 18 gange.

Af over 120 stykker er kun syv hele tragedier bevaret: Ajax, Antigone, Elektra, Filoktet, Kong Ødipus, Kvinderne fra Trachis og Ødipus i Kolonos og ét (ikke helt) satyrspil: Sporhundene. Stykkernes indbyrdes rækkefølge og datering er usikker. Sikkert er kun, at Filoktet blev opført i 409 f.Kr. og Ødipus i Kolonos i 401 f.Kr.

Sofokles tog aktivt del i det politiske liv i Athen og bestred flere vigtige embeder. Han var i 443 f.Kr. medlem af det timandskollegium, der forvaltede Det Deliske Søforbunds finanser, i 441-440 eller 440-439 f.Kr. strateg sammen med Perikles og 413-412 f.Kr. medlem af en krisekomité på ti mand, der blev nedsat under Den Peloponnesiske Krig. Han var aktiv i etableringen af Asklepioskulten og blev efter sin død gjort til hero under navnet Dexion 'Modtageren'.

Annonce

Som dramatiker var han en fornyer. Aristoteles gav ham æren for at have øget antallet af skuespillere til tre, en klar dramatisk forbedring, som Aischylos og Euripides måtte tage op. Han skal ligeledes have sat antallet af kormedlemmer op til 15 og indført scenedekoration. Sofokles er på mange måder den sværest tilgængelige af de tre tragikere, og hans tragedier tilstræber ikke at give et entydigt budskab eller løse bestemte problemer, men nok at sætte dem til debat. Tidligere så man ham under indtryk af både hans strålende karriere og Aristoteles' positive vurdering som indbegrebet af det klassiske ideal, værdig, formelt perfekt og idealistisk. I dag er billedet et andet og mere facetteret; fx læstes Antigone i 1800-t. først og fremmest som et udtryk for familieloyalitet, i 1900-t. som en kamp mellem magt og ret. En sammenligning af Sofokles' Elektra med Euripides' stykke af samme navn afslører en dyb pessimisme. Sofokles' Elektra er i bund og grund ødelagt af sin skæbne og når ikke til en dybere erkendelse gennem fuldbyrdelsen af hævnen, mens Euripides' Elektra angrer og erkender, hvor utilgiveligt og moralsk forkert hun har handlet.

Et centralt tema i Sofokles' stykker er forholdet mellem mennesker og guder. Mennesker og guder færdes i skarpt adskilte sfærer. Menneskene tror, de kan styre deres eget liv, men indser for sent, at det kan de ikke. Gudernes hensigt kommer undertiden frem i spådomme og orakler, men forstås først rigtigt, når de er gået i opfyldelse. Nogen mening med gudernes skalten og valten med menneskene i moderne forstand er det svært at finde undtagen i den negative betydning, at menneskene ikke må tro, at de kan overskride de grænser, der er sat for dem som mennesker. Der er imidlertid ikke tale om egentlig fatalisme eller om, at alt er forudbestemt; mennesket har valgmuligheder, men ringe mulighed for at overskue konsekvenserne af sine valg. Kong Ødipus illustrerer problemstillingen. Ødipus, der har kunnet løse sfinksens gåde, kender ikke sig selv og ved ikke, at han har dræbt sin far og giftet sig og avlet børn med sin mor, ganske som oraklet havde forudsagt. Han valgte i sin rædsel over oraklets forudsigelse at forlade dem, han troede var hans forældre, men mødte sin biologiske far og dræbte ham uden at vide, hvem han var, eller hvor han kom fra. Han valgte ligeledes at tage imod belønningen for at have løst sfinksens gåde uden at spørge om sin kommende kones første mand og omstændighederne ved hans død. Han prøver i stykket at løse sin bys krise ved at rette spørgsmål til oraklet og vælger til sidst, da han har måttet erkende, hvad han har gjort, og hvem han er, at stikke sine øjne ud. Han har villet det bedste, men gjort det værste.

Et andet centralt tema af politisk art er forholdet mellem den enkelte og samfundet. Kan eller skal den enkelte acceptere fællesskabets afgørelser, hvis det går imod hans eller hendes egne forestillinger og idealer? Konflikten skildres på forskellige niveauer i flere af stykkerne, tydeligst i Antigone. Her nægter titelpersonen at rette sig efter den lov, der forbyder hende at begrave sin bror, der har forrådt og angrebet byen. Hun adlyder i stedet den uskrevne lov, der byder hende som hans søster at sørge for ham, selvom det betyder døden. Kong Kreon derimod sætter sine pligter som leder over sine forpligtelser som far og familieoverhoved med det resultat, at han mister både sin hustru og sin søn. I Antigone står det verdslige og det religiøse over for hinanden, det offentlige over for det private, staten over for familien. I Ajax ligger konflikten mellem hensynet til den enkelte og hans ære og hensynet til kone og barn. Ajax vælger selvmordet som den for ham eneste udvej uden tanke på sin familie. I andre stykker som i Ødipus i Kolonos og i Filoktet vælger hovedpersonerne at vende tilbage til fællesskabet efter af forskellige grunde at have levet adskilt fra det.

Konflikten er ofte illustreret ved tilstedeværelsen af det, man har kaldt den sofokleiske helt, dvs. et menneske, der lever og handler helt på sine egne præmisser. Det er et menneske af heroisk format på godt og ondt, der aldrig går på kompromis, men også et menneske, der er isoleret fra sine medmennesker, selv de allernærmeste, uden forståelse for andre og derfor også uden medlidenhed med dem. Herakles i Kvinderne fra Trachis er det mest eklatante eksempel på et sådant menneske, der ikke forstår omverdenen og derfor må gå til grunde, men som samtidig ødelægger tilværelsen for andre. Herakles, helten over alle helte, vender hjem fra sine bedrifter med en ny erobring og elskerinde, Iole, uden forståelse for den sorg, jalousi og vrede, han dermed vækker hos den trofaste Deianeira. Hun bliver skyld i hans død uden at ville det, som offer for en anden persons hævn, kentauren Nessos, der ligeledes var ødelagt af Herakles. Herakles og Nessos eksemplificerer det egoistiske og uciviliserede, bl.a. den utæmmede seksualitet, over for det tæmmede og civiliserede, natur over for kultur.

Det tragiske ved den sofokleiske helt er kontrasten mellem hans storhed, hvad enten han udmærker sig ved intelligens som Ødipus, styrke som Ajax eller mod som Antigone, og hans svaghed som menneske.

Opstilling af modsætninger er et vigtigt begreb i Sofokles' dramatik. Over for Antigone står hendes søster Ismene som et billede på de konventionelle kvindelige dyder, altid parat til at adlyde. Samme teknik bruges i Elektra, hvor Chrysothemis' handlinger og meninger danner en effektfuld kontrast til Elektras. I såvel Ajax som i Filoktet står Odysseus over for titelpersonen. I Ødipus i Kolonos er sønnerne skildret negativt som selvoptagne og egoistiske i modsætning til døtrene, der er opofrende og medfølende. I Kong Ødipus er hans hustru og mor, Iokaste, i modsætning til Ødipus parat til at fornægte virkeligheden og fortrænge sandheden. Antitesen mellem det tilsyneladende og det virkelige er ligeledes central, som det fx ses i Ajax, hvor Ajax tror, han har taget hævn over sine fjender, men i sin forblindelse kun har slagtet kvæg, får og geder. Stykkernes klimaks er den smertefulde erkendelse, som handlingens forløb medfører.

Et væsentligt begreb i græsk tragedie generelt, men specielt vigtigt for Sofokles, er det, man kalder tragisk ironi. Herved forstås den spænding, der opstår, når en af personerne eller koret siger noget, som tilskuerne og eventuelt andre af personerne ved gælder eller vil komme til at gælde på en helt anden måde, end den talende forestiller sig. Mest suverænt er begrebet brugt i Kong Ødipus, hvor den ene efter den anden af de andre personer erkender det, tilskuerne allerede ved, men som Ødipus alene ikke forstår, før det er for sent. Tragisk ironi understreger således det, der kan kaldes hovedtemaet i stykket: menneskets grænseløse uvidenhed om sig selv og sin skæbne.

Inspirationen fra Sofokles' tragedier har været stor inden for litteratur, musik og kunst. Fx inspirerede ElektraHugo von Hofmannsthal og Richard Strauss, Antigone bl.a. Bertolt Brecht, Jean Anouilh og Kjeld Abell, Kvinderne fra TrachisEzra Pound, FiloktetNicolai Abildgaard. Størst indflydelse har Freuds brug af Kong Ødipus som paradigme på mandens seksuelle urfantasier haft, det såkaldte ødipuskompleks, men dette var ikke fra Freuds side ment som en tolkning af tragedien. Sofokles' stykker blev alle oversat til dansk af P.G. Fibiger 1821-22 og af N.V. Dorph 1851-52. Siden er de fleste nyoversat, nogle indtil flere gange, bl.a. i forbindelse med teateropførelser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bodil Due: Sofokles i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161900