Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Simonides fra Keos

Oprindelig forfatter Due Seneste forfatter Redaktionen

Simonides fra Keos, ca. -556-ca. -468, græsk digter. Han skrev korlyrik samt elegier og epigrammer om både mytiske og historiske emner. Berømt var især de elegier og epigrammer, han skrev til minde om de store slag i Perserkrigene (Artemision, Thermopylæ og Plataiai). Ikke alle epigrammer overleveret under hans navn er ægte. Simonides skrev på bestilling og for penge. Hans kundekreds omfattede både tyranner og fyrster i hele den græske verden og de nye demokratiske bystater. Han skal have været ven med såvel Themistokles i Athen som Pausanias i Sparta. Mange myter var knyttet til hans person spændende fra beskyldninger om pengegriskhed og kynisme til ros for takt, opfindsomhed og visdom. Det sidste levede videre — G.E. Lessing karakteriserede ham således i 1766 som "den græske Voltaire" i forordet til sin Laokoon.

Simonides' produktion var stor, men er yderst fragmentarisk bevaret. De bevarede fragmenter viser stor digterisk spændvidde med evne til såvel enkelhed som patos. På indholdsplanet er han især interessant for sin intellektualiserende kritik af de arkaiske aristokratiske værdibegreber, som han erstatter med personligt ansvar. Et af de længste bevarede fragmenter, et digt til den thessaliske fyrste Skopas, analyserer således, hvad man skal forstå ved et godt menneske, og sætter den enkeltes individuelle indsats og moralske ansvarlighed op mod den traditionelle opfattelse, hvor ydre faktorer og religiøse magter er afgørende. Digtet citeres i Platons dialog "Protagoras". Xenofon gjorde Simonides til samtalepartner for Hieron i dialogen af samme navn.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bodil Due: Simonides fra Keos i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159143