• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Euripides

Oprindelig forfatter Due Seneste forfatter Redaktionen

Euripides. Portrætbusten, der findes på Glyptoteket, er en romersk marmorkopi fra 100-t. e.Kr. efter en græsk original, sandsynligvis den bronzestatue, der 340-330 f.Kr. blev opstillet i Dionysosteatret i Athen sammen med statuer af de to andre store tragediedigtere, Aischylos og Sofokles.

Euripides. Portrætbusten, der findes på Glyptoteket, er en romersk marmorkopi fra 100-t. e.Kr. efter en græsk original, sandsynligvis den bronzestatue, der 340-330 f.Kr. blev opstillet i Dionysosteatret i Athen sammen med statuer af de to andre store tragediedigtere, Aischylos og Sofokles.

Euripides, 485 f.Kr.-406 f.Kr., græsk tragediedigter, den yngste af de tre store græske tragikere og sammenlignet med Sofokles og Aischylos den mest moderne. Han var født på Salamis og døde i Makedonien, hvortil han rejste i 408 efter indbydelse fra kong Archelaos. Euripides, der gennem mange år konkurrerede med den ti år ældre Sofokles, var ikke nær så populær som han; han vandt kun fire førstepriser ud af de 22 gange, han deltog, og derpå en femte posthumt; men allerede i 300-t. f.Kr. begyndte man at genopføre hans stykker. Den inspiration, han gav romersk tragedie og dermed Seneca, har gjort ham til den af de tre, der har haft størst indflydelse på europæisk tragedie fra renæssancen over Shakespeare, Racine, Ibsen, Strindberg til Per Olov Enquist.

Vi ved så godt som intet sikkert om hans liv, selvom mange anekdoter var i omløb, og han var skydeskive for komedien, bl.a. hos Aristofanes. Anekdoten om, at han skrev sine stykker i en hule, er uden tvivl apokryf, men den symboliserer smukt den isolation, han som intellektuel kontroversiel kunstner blev udsat for i det demokratiske, egalitære Athen. Han synes ikke som sine forgængere at have deltaget i byens politiske liv.

Overleveret er 19 stykker, hvoraf Rhesos dog må anses for uægte. De er bevaret i en dobbelt tradition, dels et kommenteret "klassikerudvalg", dels et alfalbetisk ordnet brudstykke af en fuldstændig udgave; kun ét, Hekabe, er overleveret i begge traditioner. Et, Kyklops, er et satyrspil, det eneste helt bevarede af den genre. Dertil kommer mange papyrusstumper af andre tragedier. De bevarede tragedier kan med rimelig sikkerhed ordnes kronologisk. Nogle kan dateres helt fast; for andre har vi en "terminus ante quem" i komedieparodierne, andre igen kan dateres relativt gennem forskelle i metrikken, et punkt, hvor Euripides gennemløb en påviselig udvikling. Det ældste stykke er Alkestis fra 438, Medea er fra 431, Hippolytos fra 428. Herakles' efterkommere, Hekabe, Elektra, Andromache og De bønfaldende hører sandsynligvis til perioden 427-17; Kvinderne fra Troja er fra 415, Helena fra 412. Fønikerinderne, Antiope, Herakles, Ion og Ifigenia hos taurerne hører til perioden 412-406, og Bacchantinderne og Ifigenia i Aulis blev opført posthumt i Athen i 405/404. Selvom vi har så meget, eller måske netop derfor, har det vist sig svært at nå til en enig vurdering af Euripides. Han lader sig ikke sætte på nogen fast formel. Dramaturgisk set foregik der en stor udvikling inden for hans produktion. Både hvad hovedstruktur og indhold angår, peger han frem mod den ny komedie ved en stærkt nedsat brug af koret som en integreret part i handlingen (fx i Ifigenia i Aulis) og ved en handling med intrigemotiver såsom udsatte og genfundne børn (fx i Ion).

Annonce

Vanskelighederne ved fortolkning af Euripides ses på det filosofisk-religiøse område klart af det faktum, at forskere i 1900-t. snart har fremstillet ham som ateist og rationalist, sofisternes lærling, snart som dybt optaget af religiøse problemer. Euripides var i meget høj grad påvirket af sofisterne og retorikken og ligesom dem kritisk over for de traditionelle værdier og den officielle religion. Han så ligesom sin samtidige, historieskriveren Thukydid, menneskene som ofre for irrationelle kræfter som lidenskab, magtsyge, angst for at tabe ansigt. Faidra i Hippolytos ødelægges af sin lidenskab for sin stedsøn og ødelægger ham for at beskytte sit rygte og sine egne børns fremtid. Medea dræber sine børn, fordi jalousien og hadet til Jason er stærkere end kærligheden til børnene. Og hun gør det i klar erkendelse af, at hun dermed også ødelægger sig selv. Men modsat Thukydid skildrer Euripides disse kræfter med tragediens traditionelle sprog som guder og gudinder, der ofte direkte optræder på scenen, især i slutningen i de såkaldte "deus ex machina"-scener. I Hippolytos sætter Afrodite, forsmået og fornægtet af den kyske, sexafvisende Hippolytos, handlingen i gang i prologen, mens Artemis afslutter den. I Bacchantinderne er Dionysos hovedpersonen, der uden nåde ødelægger både Pentheus, der i begyndelsen fornægter det dionysiske, og hans mor Agave, der er gudens ivrige tilhænger.

Både for Faidra, Medea og Pentheus spiller omgivelserne, dvs. samfundets holdning og indstilling, en meget stor rolle. Det samme gælder for de fleste af Euripides' personer, der således er meget langt fra den isolerede helt, der er et typisk tema hos Sofokles. Euripides' personer er ikke helte, de har som regel ikke engang heroisk format, men er tværtimod ofte svage, fortrykte, moralsk set smålurvede, undertiden helt forkrøblede i sindet. Agamemnon i Ifigenia i Aulis er bange for hæren. Elektra er neurotisk og egocentrisk, og Orestes i samme stykke svag, ubeslutsom og snobbet. Og i tragedien, der bærer hans navn, er Orestes' forfølgelsesvanvid skildret klinisk som et tilfælde af epilepsi. De mytiske helte er kommet ned på jorden, forgyldningen er gået af, så samtiden og dens problemer tydeligt skinner igennem.

Græsk tragedie er ikke realistisk teater, men Euripides er mere realistisk end sine forgængere. Fx lader han i sin tragedie Elektra, som vi kan sammenholde med Sofokles' stykke af samme navn og med Aischylos' Choeforerne, handlingen foregå ikke i paladset, men i et fattigt miljø på landet. Persongalleriet er udvidet med en fattig bonde, som Elektra er blevet bortgiftet til.

Et andet forhold, der bidrager til Euripides' modernitet, er, at tonen er præget af pessimisme, selvransagelse og moralske tømmermænd. Næsten alle de bevarede tragedier er skrevet under Den Peloponnesiske Krig, der på afgørende måde ødelagde de idealer, den optimisme og stolte selvforståelse, der prægede første halvdel af 400-t. Euripides' personer er mennesker i splid med sig selv, mennesker, der vakler frem og tilbage som fx Agamemnon i Ifigenia i Aulis. Denne interesse for personernes indre liv, deres psykologi, medfører, at Euripides opererer mere med enetaler end med dialoger. Når personerne taler sammen, taler de ofte forbi hinanden.

Mange af Euripides' tragedier har kvinder som hovedpersoner, og hans kvinder er ofte skildret som ofre, der tvinges til ekstreme handlinger af mændenes usselhed eller egoisme, ikke kun negativt som i Faidras og Medeas tilfælde, men også positivt. Ifigenia ofrer sig for Hellas, og Alkestis går i døden i sin mands sted. Denne interesse for kvindens rolle i samfundet er Euripides ikke ene om — den findes også hos hans forgængere — men han udtrykker det mere direkte relateret til sin tids sociale forhold, fx i Medeas første monolog, der selv i slutningen af 1900-t. fremstår som et aktuelt feministisk manifest. Det virker derfor som en absurditet, at han i antikken havde ry for at være kvindefjendsk, men det finder sin forklaring; forklaringen ligger i tendensen til at trække enkelte replikker ud af deres sammenhæng og tage dem som udtryk for digterens og ikke for hans personers mening. Enkelte af Euripides' stykker synes ikke at ende tragisk, men ved nærmere eftertanke er den lykkelige slutning særdeles ambivalent. Fx får Alkestis lov til at vende tilbage fra dødsriget, men næppe til noget lykkeligt liv med den mand, der lod hende dø for sig.

Euripides lader i flere stykker sine personer erkende det gode, men gøre det forkerte. Mere tragisk kan det ikke blive, og det var måske derfor, Aristoteles kaldte ham den mest tragiske af tragikerne.

Alle Euripides' stykker blev oversat til dansk i 1800-t. af Chr. Wilster og C.P. Christensen Schmidt. Mange er siden kommet i flere versioner, og der kommer stadig nye, ofte i forbindelse med opførelser. Som for antik litteratur generelt er der to hovedretninger; én, der tilstræber en filologisk korrekt oversættelse, og én, der sigter mod en mere kunstnerisk orienteret gendigtning. Blandt de sidstnævnte kan Inger Christensens Medea (1973) fremhæves.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bodil Due: Euripides i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73041