Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

roman - 1700-t. - nye typer

Oprindelig forfatter LPRoem Seneste forfatter Redaktionen

1700-t.s nye eller dog stærkt voksende skud på romanens stamme var:

1) rejseromanen med Daniel Defoes Robinson Crusoe (1719) som fremragende eksempel og særlig type (se robinsonade); i øvrigt var der både ældre tradition og mange typer, således den fantastiske rejse som Ludvig Holbergs Niels Klim (1741 på latin).

Dernæst 2) brevromanen, en genre for subjektivitet, følsomhed, erotiske erfaringer og skuffelser, fx Samuel Richardsons Pamela (1740), Rousseaus La Nouvelle Héloïse (1761), Johann Wolfgang von Goethes Werther (1774) med efterfølgende "wertheriader" på mange sprog; nærliggende nok har brevromanen også tilbudt sig for kvindelige forfattere, således Frances Burney (1752-1840) med Evelina, or a Young Lady's Entrance Into the World (1778).

Annonce

Kvinder havde også fat i pennen i en ganske anden slags roman: 3) den gotiske roman, dvs. en gyser, med truende seksuelle og andre overgreb, spøgelser og monstre, skumle slotte og deslige — ikke nødvendigvis historisk "gotiske" som i Horace Walpoles The Castle of Otranto (1764). Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et mareridt om moderne videnskab. Den gotiske roman fik både i høj- og lavlitteraturen mange efterkommere i romantikken og senere i 1800- og 1900-t. Endelig fremkom sidst i 1700-t.

4) dannelsesromanen med især Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-96) som mønster. Ligesom i den pikareske roman og flere andre romantyper er skabelonen her hovedpersonens biografi; det drejer sig særligt om, hvorledes hovedpersonen finder sin egen identitet og sin lod i tilværelsen i en balance mellem personlige aspirationer og samfundets begrænsende krav.

De kvindelige forfattere udformede særlige varianter af dannelsesromanen baseret på deres kønsbetingede livserfaringer: ægteskabsromanen (Jane Austens Pride and Prejudice, 1813, George Sands Jacques, 1834, Thomasine Gyllembourgs Ægtestand, 1835); guvernanteromanen (Charlotte Brontës Jane Eyre, 1847, Mathilde Fibigers Clara Raphael, 1851) og emancipationsromanen (George Sands Lélia, 1833, Emily Brontës Wuthering Heights, 1847).

Dannelsesromanen kan holdes sammen med beslægtede typer som: den pædagogiske roman (Johann Heinrich Pestalozzis Wie Gertrud ihre Kinder lehrt, 1801); kunstnerromanen (Madame de Staëls Corinne 1807, H.C. Andersens Improvisatoren 1835, Gottfried Kellers Der grüne Heinrich 1854/55 og 1879/80, D.H. Lawrences Sons and Lovers, 1913); og navnlig de mindre samfundsbekræftende, mere pessimistiske livshistorie-romaner, ofte ubarmhjertige desillusioneringsromaner som Gustave Flauberts L'Éducation sentimentale (1869) og talrige andre siden ca. 1860.

Alle de nævnte sammenfattes gerne under den bredere rubrik udviklingsroman og udgør en væsentlig gruppe af 1800- og 1900-t.s romaner.

På dansk således et stort antal fra Meïr Aron Goldschmidts Hjemløs (1853-57) til Martin Andersen Nexøs, Jacob Paludans, Knuth Beckers hovedværker — hyppigt med heltens navn som bogtitel.

Læs videre om romanens forhold til samfund og individ i 1800-t.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peter Rømhild: roman - 1700-t. - nye typer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152337