Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

roman - modernisme

Oprindelig forfatter LPRoem Seneste forfatter Redaktionen

Mest iøjnefaldende i 1900-t.'s romankunst er dog nok bruddene med den traditionelle realisme — enten de nu sker i form af mytelignende fortællinger (Johannes V. Jensens Den lange Rejse; J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre), af science fiction og fantasy (Ursula K. Le Guin) eller af den latinamerikanske magiske realisme (Gabriel García Márquez).

Det var ikke mindst højmodernismen, med James Joyce og Virginia Woolf, der sprængte forestillingerne om, hvad en romanhandling og romanform nødvendigvis skulle være.

Hos James Joyce er den dristige sprogliggørelse af psykologiske processer og dagligdags trivialiteter lagt ind i mytiske mønstre og skiftende pastiche- og allusionsfyldte kapitler. Derved blev han i hvert fald en digter for digtere, en vejviser for såvel moderne som postmoderne romanforfatter (se postmodernisme). I meget forskellig stil har den følgende romankunst fremstillet det absurde, det groteske, det flertydige, således Svend Åge Madsen fra 1960'erne eller Poul Vad i Kattens anatomi (1978).

Annonce

Hos postmodernister som amerikaneren Thomas Pynchon er indslag af science fiction, af moderne medieverden, naturvidenskabeligt, historisk og high tech-stof med til at danne meget karakteristiske og brogede romanverdener. Nogle af århundredets romaner tenderer mod det frodigt og gerne kaotisk svulmende, undertiden inspireret af den russiske litteraturteoretiker Mikhail Bakhtins fortolkning af den tidlige renæssanceforfatter François Rabelais, som hos nordmanden Kjartan Fløgstad (Det 7. klima, 1986).

Andre søger minimalistisk at inddampe fortællingen til punktroman som nordmanden Paal-Helge Haugen. Diametralt modsatte veje har man også gået i brug af fortællerinstansen: Den kan gemmes væk i tilsyneladende objektiv eller endda rent optisk beskrivelse, således ofte i den franske nouveau roman omkring 1960 (Alain Robbe-Grillet).

Eller den kan udbredes "gammeldags", reflekterende og filosofisk i essay-romanen, den tjekkiske Milan Kunderas betegnelse, der karakteriserer hans egne romaner siden ca. 1970 og til en vis grad hans favoritter fra mellemkrigstiden: østrigerne Hermann Broch og Robert Musil.

I tidligere tider har man kunnet mene, at romanen ikke blot var udpræget europæisk og nordamerikansk, men havde nationale rødder og en særskilt national karakter i de enkelte tilfælde. Det gælder ikke så sikkert i globaliseringens tidsalder. Emigrantdigtere og andre romanforfattere med multietnisk baggrund falder i øjnene.

Imperialisme, borgerkrig, raceforfølgelse er baggrund for, at også en række af romandigterne har været emigranter, evt. med tosprogede forfatterskaber: Joseph Conrad, Vladimir Nabokov, Isaac Bashevis Singer.

Og karakteristisk for den nyeste tid er måske det forhold, at en række af de betydeligste forfattere i britisk litteratur har fremmedartede navne og baggrunde og ofte skriver romaner som fascinerende og smertelige kulturelle smeltedigler: V.S. Naipaul, Salman Rushdie, Timothy Mo, Kazuo Ishiguro.

Se også føljeton, kvindelitteratur og triviallitteratur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peter Rømhild: roman - modernisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152340