Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

roman

Oprindelig forfatter LPRoem Seneste forfatter Redaktionen

roman, lang fiktionsfortælling, den mest udbredte litterære genre i nyere tid. Romanens rummelige form har tilbud til både det avancerede publikum og til det brede, der søger timelang underholdning. Sådan har det været, så længe genren har eksisteret.

Begyndelsen

Den almindeligste opfattelse er, at genren stammer fra middelalderen eller fra renæssancen, og at den er en særlig frembringelse af det kristne Europa.

Ordet roman kommer via tysk, af oldfransk romanz, af middelalderlatin romanice 'på romansk måde', dvs. på folkesprog.

Ganske vist kan man pege på længere prosafortællinger fra den hellenistiske tid — saftige latinske som Lucius Apulejus' Det gyldne Æsel og Petronius' Satyricon eller romantiske græske som Longos' hyrdeidyl Dafnis og Chloe og Heliodors episk spændingsrige "love story" Charikleia og Theagenes; men de fik først deres plads og betydning i romanhistorien fra renæssancen.

Annonce

Uden for en europæisk horisont fremkom allerede omkring 1000 e.Kr. den japanske hofdame Murasaki Shikibus meget omfangsrige Fortællingen om Genji (se Genji monogatari), der som en hof- og elskovsroman nu kan forekomme som en forløber for Marcel Proust. Også inden for det kristne Europa kan nævnes fortællinger, således de islandske slægtssagaer, der i dag ofte betegnes som romaner, men næppe rigtig opfattedes som sådanne ved deres tilblivelse.

Navnet og til en vis grad begrebet roman stammer fra 1100-t.s Frankrig. Det betød først blot en tekst på folkesproget (modsat latin), dernæst mere specifikt visse arter af lange fiktionshistorier på vers af en anden slags end de ældre og samtidige heltedigte.

De vigtigste romanarter var dels de høviske ridder- og elskovsromaner som Tristan og Isolde, dels ridderromaner med en religiøs mystisk søgen i centrum, de såkaldte gralsromaner om Perceval (se gralmyten). Begge arter omplantedes på oldhøjtysk, således med Parzival (ca. 1210) af Wolfram von Eschenbach; senere også på prosa.

Karakteristisk for middelalderromaner er, at de bruger samme sagnagtige personkreds: kong Arthur og ridderne om det runde bord (se Arthurdigtning); geografien er ofte ubestemt, en verden af store farlige skove, skjulte borge, fortryllelser og farer. Slægtskabet med trylle- og fe-eventyr er iøjnefaldende.

På engelsk dækkes betydningsfeltet "roman" af to forskellige ord: romance for den mere eventyrlige og romantiske art, som kan, men ikke behøver at være på vers, og deroverfor den realistiske art under betegnelsen novel. Det er den førstnævnte, der findes i middelalderen, og som i forskellige versioner, herunder ofte som elsket underholdningslekture, lever helt op i nutiden, hvor lignende også træffes i filmens og tegneseriens verden.

Med renæssancen udviklede der sig blandt romangenrerne såvel forskellige fortsættelser af ridderromantikken som en ny type af realistisk roman, altså novel. Og i begge retninger fordrede man nu nye fiktioner, modsat den hidtidige genbrug af gammelkendte fiktionspersoner mv.

Til den romantiske side hører nye, succesrige ridderromaner som de spanske/portugisiske Amadísridderromaner, efterhånden også mere eller mindre primitive genfortællinger i prosa af de gamle, der med bogtrykkerkunstens udbredelse tjente som folkebøger gennem århundreder (se folkebog).

Men vigtigt er det især, at genren fremprovokerede den antiridderroman, der af nogle anses for den moderne romans gennembrud: Miguel de Cervantes Saavedras Don Quixote (1605-15). Et moderne sidestykke til ridderromantikken kom imidlertid med 1600-t.s galant-heroiske romaner som Madeleine de Scudérys Artamène ou Le grand Cyrus i ti bind (1649-53), hvor statskunst, tapperhed og erotiske forviklinger føres frem i mere eller mindre historiske kostumer og med svær retorisk bevæbning.

Men den romantiksøgende læser kunne også sukke over hyrderomanerne, der fra portugiseren Jorge de Montemayors Syv bøger om Diana (ca. 1559) til franskmanden Honoré d'Urfés Astrée (1607-27) og videre frem bød på uendelige fortællende versioner af en af de populæreste fiktionsverdener, der også brugtes i andre genrer og tilmed havde traditioner tilbage til antikken.

Over for disse heroiske og pastorale romantyper stod imidlertid, fra midten af 1500-t. og navnlig på spansk grund i det følgende århundrede, en udpræget realistisk genre, som trods mulig moraliseren ofte er komisk og kynisk: gavtyveromanen,den pikareske roman.

Disse livshistorier af fiktive småkriminelle e.l., der gennemrejser samfundet nedefra og måske, måske ikke når op til en højere eller mere frelst position, var et fundament for den realistiske roman helt op i vor tid og et hit fra og med 1600-t., fx med tyskeren Grimmelshausens Simplicissimus (1669), franskmanden Alain René Lesages Gil Blas (1715-35) og ikke mindst som en hovedtradition i den engelske roman fra Henry Fielding til Charles Dickens og William M. Thackeray; siden også i USA.

1700-t. - nye typer

1700-t.s nye eller dog stærkt voksende skud på romanens stamme var ...

Læs mere om romanens nye typer i 1700-t.

1800-t. - samfund og individ

Ved siden heraf, ikke sjældent kombineret med den individcentrerede udviklingsroman, påtog 1800-t.'s romanforfattere sig at give pittoreske eller realistiske skildringer af samfundsforhold, eksotiske og/eller sociale miljøer ...

Læs mere om samfund og individ i romangenren i 1800-t.

1900-t. - varietet og rigdom

Billedet af romanens undertyper i 1900-t. er overordentlig broget og righoldigt. Genren har ikke blot en enorm udbredelse; den nyder også kritisk højagtelse. Det sidste var ingenlunde tilfældet i 1700-t., da genrens adkomst til en plads inden for den poetiske eller skønne litteratur endnu var omstridt i kritikken ...

Læs mere om romanen varietet og rigdom i 1900-t.

Modernisme

Mest iøjnefaldende i 1900-t.'s romankunst er dog nok bruddene med den traditionelle realisme — enten de nu sker i form af mytelignende fortællinger (Johannes V. Jensens Den lange Rejse; J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre), af science fiction og fantasy (Ursula K. Le Guin) eller af den latinamerikanske magiske realisme (Gabriel García Márquez) ...

Læs mere om modernisme i romangenren.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peter Rømhild: roman i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152335