ode

Ode, i nyere litteratur et højstemt digt, gerne henvendt til en rangsperson, en festlig begivenhed, et begreb eller et fænomen. Med renæssancen blev forbillederne især de antikke digtere Pindar og Horats.

I antikken var en pindarisk ode en korlyrisk komposition i kompliceret metrum, nyt for hvert digt; Horats' digte var strofiske i versemål, afledt af tidlig græsk individuel lyrik.

I 1600- og 1700-tallet opfattedes en pindarisk ode som mere følelsesfuld, hvorimod en horatisk ode var mere reflekterende. Et opsving kom i 1700-tallet bl.a. med Friedrich Gottlieb Klopstock og den største danske odedigter, Johannes Ewald, og derpå i romantikken med digtere som Friedrich Hölderlin, Percy Bysshe Shelley og Alphonse de Lamartine; fra dansk side kan nævnes Carsten Hauch og Holger Drachmann.

I 1900-tallet har moderne poetik og løsnelsen fra metriske systemer gjort oden til en perifer genre, helst forsynet med humoristisk fortegn som Henrik Nordbrandts Ode til blæksprutten (1975).