• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lyrik

Oprindelig forfatter LPRoem Seneste forfatter Redaktionen

lyrik, i den antikke græske litteratur en af de tre hovedgenrer, ved siden af epik og drama. Lyrik har, forstået som nogenlunde kortfattet, ikke-fortællende digtning på vers, haft mange former: solosang med eller uden instrumentledsagelse, fællessang, recitation, individuel stillelæsning.

Ordet lyrik kommer af fransk lyrique, via latin fra græst lyrikos 'som hører til en lyre, er ledsaget af lyrespil'.

Ligeledes mange arter af indhold: religiøst, nationalt, (livs)filosofisk, beskrivende, satirisk, bekendende, stemningsanslående. Og lyrik kan være spøgefuldt pointeret, sorgfuld, patetisk osv.

Mange fortællinger har været udformet på vers, fx epos og fabel, men det er vigtigt at fastholde, at lyrik ikke er udfoldelsen af en novellistisk eller historisk beretning. Lyrik er derimod besyngelse eller udtalelse af et jegs eller et fællesskabs oplevelse af det guddommelige, af verden, af sig selv.

Annonce

Centrallyrik

Et snævrere lyrikbegreb, den såkaldte centrallyrik, betegner stillelæste digte om kærligheden, døden, naturen, Gud. De forekommer i antik græsk og latinsk poesi og i den store kinesiske lyrik under Tangdynastiet. I nyere europæisk litteratur har centrallyrikken især to udgangspunkter, fra Francesco Petrarca ca. 1350 og fra Johann Wolfgang Goethe ca. 1770.

På dansk grund har centrallyrikken fra Ambrosius Stub til Tove Ditlevsen med forkærlighed handlet om landskaber og årstider og kærlighed, i faste strofeformer, undertiden i tilslutning til folkevise eller andre viseformer, og båret af stemning, fx melankolsk eller idyllisk.

Imod denne lange og meget facetterede tradition har modernismen i 1900-tallet opponeret med en anden type af provokerende, brudfyldt, disharmonisk poesi, således fx Klaus Rifbjerg med Konfrontation (1960). Nyere lyrik har ofte foretrukket metrisk ubundne former og undertiden lange kompositioner, således hos Ezra Pound i hans Cantos (1925ff.).

Prosalyrik

Charles Baudelaire. For Baudelaire var fotografiet en nyttig teknik, men farlig for kunsten, fordi det bekræftede det dårlige publikums tro på, at kunst er den nøjagtige gengivelse af virkeligheden (Les Salons, 1859). Alligevel fik ungdomsvennen Nadar (Félix Tournachon), en af fotografiets pionerer, lov til i årene 1855-62 at optage en række fremragende portrætter af ham. Det var i selskab med Nadar, at Baudelaire første gang så Jeanne, den sorte Venus, spille på et parisisk varieté-teater (1842).

Charles Baudelaire. For Baudelaire var fotografiet en nyttig teknik, men farlig for kunsten, fordi det bekræftede det dårlige publikums tro på, at kunst er den nøjagtige gengivelse af virkeligheden (Les Salons, 1859). Alligevel fik ungdomsvennen Nadar (Félix Tournachon), en af fotografiets pionerer, lov til i årene 1855-62 at optage en række fremragende portrætter af ham. Det var i selskab med Nadar, at Baudelaire første gang så Jeanne, den sorte Venus, spille på et parisisk varieté-teater (1842).

er betegnelsen for digtning, der i holdning og emner ligner centrallyrikken, men i formen betjener sig af prosa, ofte en mere eller mindre rytmiseret prosa, introduceret i Charles BaudelairesPetits poèmes en prose/le Spleen de Paris (1869) og Johannes Jørgensens prosastykker i digtsamlingen Stemninger (1892).

Der er ingen skarp grænse mellem poesi og prosa, idet lyrikken findes begge steder. Se også lejlighedsdigtning, metrik og sange.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peter Rømhild: lyrik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=119454