legende (fortælling)

Legende, opbyggelig fortælling om en helgen, læst op på helgenens festdag i middelalderens europæiske kirker og klostre. En legende er ikke bundet til én form; i sin historie vil den hele tiden være et resultat af et samspil mellem skriftlig, mundtlig og billedmæssig tradition; kirkens latin og liturgi spiller sammen med folkets sprog og traditioner. Legender er levende litteratur.

Til de forskellige slags helgener svarer bestemte grupper af legender: Ældst er tre grupper, som har rødder tilbage i oldkirken, apokryferne, fx historier om Jesu barndom, Maria og Judas, altså supplementer til Bibelens beretninger, samt apostellegender og martyrlegender (se martyrologium).

Yngre er bekenderlegenderne, der handler om fromme menneskers liv, relikvielegenderne og mirakelfortællingerne, mest beretninger om helbredelser ved helgengrave. Sådanne mirakler eller jærtegn er samlet i Christiern Pedersens danske Jærtegnspostil (1515).

Legender er således mange slags historier, og der kan ikke sættes helt faste grænser mellem dem og de exempla, fabler, anekdoter o.l., hvormed præsterne, særlig i senmiddelalderen, kunne krydre deres forkyndelse, samt de sagn om fromme mennesker, som folk fortalte.

I det hele taget skal legenderne ikke blot ses som redskaber i kirkens forkyndelse, men også som en vigtig integreret del af middelalderens frodige fortælleverden, og de har haft betydning for både den folkelige fortællekunst og for visesangen, måske mindre ved deres fromhed end ved deres opfindsomhed og eventyrlighed.

Der blev i løbet af middelalderen skabt mange legendesamlinger, den mest berømte og udbredte blev Jacobus de Voragines gyldne legendebog, Legenda aurea, fra ca. 1260.

Legendestof og legendeform har også været anvendt i nyere digtning siden romantikken, således af Johannes Jørgensen, Selma Lagerlöf og Villy Sørensen.