Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

komedie

Oprindelig forfatter LPRoem Seneste forfatter Redaktionen

Komedie. Gadeplakat fra Lille Grønnegadeteatret i København, 1722. Teatret stod færdigbygget i januar, i september opførtes Molières l'Avare, Gnieren. Det blev det første dansksprogede skuespil, der appellerede til et bredere publikum end blot det aristokratiske. Molières navn er ikke anført på plakaten, og selv skuespillerne forbliver anonyme. To gange påpeges det derimod, at forestillingen foregår på dansk. Plakaten måler 19,8 cm×16,7 cm.

Komedie. Gadeplakat fra Lille Grønnegadeteatret i København, 1722. Teatret stod færdigbygget i januar, i september opførtes Molières l'Avare, Gnieren. Det blev det første dansksprogede skuespil, der appellerede til et bredere publikum end blot det aristokratiske. Molières navn er ikke anført på plakaten, og selv skuespillerne forbliver anonyme. To gange påpeges det derimod, at forestillingen foregår på dansk. Plakaten måler 19,8 cm×16,7 cm.

komedie, muntert teaterstykke. I en ældre betydning siden middelalderen kan komedie simpelthen stå for skuespil i almindelighed (se drama).

Modsat kan begrebet komedie anvendes indsnævret, så at det hverken omfatter farce, lystspil, vaudeville eller andre særarter af morsomme stykker.

Ordet komedie kommer af latin comoedia fra græsk komoidia, af komoidos 'komisk skuespiller, sanger', af komos 'optog, procession' og aoidos 'sanger'.

Men efter gængs sprogbrug er komedie en skuespiltekst eller forestilling, der sigter mod at fremkalde latter og har happy ending.

Annonce

Udskejelse og normalitet

De to træk, det grinagtige og den gode slutning, hvoraf det sidste nok er nødvendigt, men ikke udelukkende findes i komedier, kan stå i et vist spændingsforhold til hinanden.

Det gjorde de allerede i den yngre græske og romerske komedie; undervejs en farlig masse normoverskridende sjov (såsom sex uden for ægteskabet), men til slut en markant samfundsaccept (bryllup e.l.).

Komedien har således både en anarkistisk og en konservativ side. Den slipper noget løs, "Jo galere, jo bedre" (Johan Herman Wessel), men den virker også ved og måske som normbinding.

I den klassicistiske komedie viser det sig ved de typisk naragtige personer: De må som hos Ludvig Holberg til sidst for ordenens skyld enten udstødes som Jean de France eller tugtes og omvendes som Erasmus Montanus eller som Den stundesløse efterlades som uhelbredelige.

Rituel komedie, gøglerkomedie, litterær komedie

Den oldgræske komedie formodes at være født ud af frugtbarhedskultus, dionysiske fester, ritualer og optog. Tempelpladsen og senere (i middelalderen) kirken eller kirkepladsen var steder, hvor dramatiske arrangementer kunne opstå, under visse omstændigheder også komiske scener.

Men i bysamfund, ikke mindst på markedspladsen og lignende steder, blev der især udfoldet scenisk underholdning. Og fra gøgleren til sketchen og komedien er der kort.

En sådan folkelig komediekunst og komedietradition er en vigtig faktor i teaterhistorien; komedien er en afde teaterformer, som ikke behøver teaterbygninger. Den behøver heller ikke fikserede tekster, dramaskrivere.

Den komiske genre kan klare sig sompantomime eller med improvisation af ordene. En af de artistisk højest udviklede komediearter i teaterhistorien, den italienske commedia dell'arte i 1500-1600-tallet, havde ikke manuskript og rollebøger, men faste roller og situationsforløb.

Denne komedieforms enorme betydning for den klassiske europæiske litterære komedie (Molière, Ludvig Holberg) er et af de smukkeste eksempler på samspillet mellem gøgler-aktør og digter i komediens historie. Men da skuespillet er øjeblikkets kunst, mens tekster består, lader komediens historie sig lettest rekonstruere som en litteraturhistorie.

Digternes komedier

Antikkens komedie blev inspirationskilde for en stor del af den litterære komedie i Europa efter renæssancen. Senere blev genren udvidet med bl.a. syngespil, og i 1950'erne opstod det absurde teater, hvor verbal komik spillede en stor rolle.

Antikken

Efter at komedien var blevet en litteratur- og teaterkunst i det antikke Grækenland, fremtrådte især to meget forskellige arter af komedier. Først den ældre attiske komedie med Aristofanes (sidst i 400-tallet f.Kr.): fantasibårne, burleske stykker om guder og mennesker, herunder navngivne samtidige berømtheder, i et satirisk lys.

I den mellemste og særlig den yngre attiske komedie, hvis vigtigste forfatter var Menander (ca. 300 f.Kr.), forsvinder både den høje himmel og politikken; i stedet vises en privatlivshandling med sure gamle som forhindringer for de unges elskov, med bedrag og list og med mere eller mindre faste komiske typer som snyltegæsten, den storpralende soldat, den lærde pedant.

Det blev denne sædeskildrende type- og intrigekomedie, romerne overtog, delvis med direkte oversættelser og sammenbygning af græske forlæg, ved den mere ramsaltede Plautus (ca. 200 f.Kr.) og den mere stilpolerede Terents (ca. 160 f.Kr.). De to blev mønstre for en stor del af den litterære komedie i Europa efter renæssancen.

Middelalder

Med Romerrigets undergang forsvandt den litterære komedie i et årtusinde, men fra middelalderens slutning er der bevaret farcer (den franske Maître Pathelin, skrevet ca. 1464), ligesom der har været komiske scener og figurer i nogle af de kirkelige spil, således i de allegoriske moraliteter.

Renæssance, klassicisme og oplysning

Der eksisterer kun få portrætter af William Shakespeare, og det er stærkt omdiskuteret, hvor ægte de er. Dette kendte billede pryder titelbladet til First Folio-udgaven af Shakespeares skuespil fra 1623.

Der eksisterer kun få portrætter af William Shakespeare, og det er stærkt omdiskuteret, hvor ægte de er. Dette kendte billede pryder titelbladet til First Folio-udgaven af Shakespeares skuespil fra 1623.

Med renæssancen og Reformationen kom en ny interesse for drama, også for teatersale og egentlige teaterbygninger. Digtere som italieneren Ludovico Ariosto skrev komedier efter romerske forbilleder. Sådanne var både pensum og inspiration i den protestantiske skolekomedie i Nordeuropa, i Danmark således H. Justesen RanchsKarrig Nidding ca. 1600.

Folkelige farcer og moraliteter, italienske noveller og eventyr danner baggrund for William Shakespeares komedier; han blandede i øvrigt gerne komiske scener og figurer (som Falstaff) ind i sine historiske og tragiske dramaer, mens vennen Ben Jonson holdt ren, satirisk komik for sig.

De romerske forbilleder, commedia dell'arte og et skarpt blik for samtidens uvaner ligger til grund for klassicismens komedie i 1600-t. og et godt stykke af 1700-t.: Molière, den engelske restaurationskomedie, Ludvig Holberg, Marivaux, Carlo Goldoni.

Men med de sidstnævnte i 1700-t. og især med den borgerlige synsmåde hos Denis Diderot, Lessing, Beaumarchais får herre- og tjener-komikken, mesalliance-konflikter og det rørende element en ny betydning.

1800-tallet

Romantikken forsøgte at genoptage eventyrdramaet fra William Shakespeare og andre, også i komedieform (Ludwig Tieck, Adam Oehlenschläger). Senere nød biedermeier-komedier yndest; de var ofte tillige sangspil; på dansk Johan Ludvig Heibergs vaudeviller, Henrik Hertz' og Jens Chr. Hostrups komedier.

Ludwig Tieck, en hovedskikkelse i den tyske romantik, fik også betydning i Danmark for forfattere som Oehlenschläger, Ingemann og H.C. Andersen. Maleri af Carl Chr. Vogel von Vogelstein, ca. 1830; Nationalgalerie, Berlin.

Ludwig Tieck, en hovedskikkelse i den tyske romantik, fik også betydning i Danmark for forfattere som Oehlenschläger, Ingemann og H.C. Andersen. Maleri af Carl Chr. Vogel von Vogelstein, ca. 1830; Nationalgalerie, Berlin.

Naturalismen kunne afgive grundlag for satirisk komedie som allerede Nikolaj GogolsRevisoren (1836), men i almindelighed var realismen ikke komedievenlig. De store komedieforfattere ved århundredets slutning var Oscar Wilde med vittig dialogkunst og George Bernard Shaw med provokerende debat-komedier.

1900-tallet

Det seneste århundredes litterære komedieproduktion, i Danmark bl.a. af Soya og Kjeld Abell, har næppe været så original, som hvad der fremkom i andre dramagenrer.

Både i 1800- og 1900-tallet har vittige og effektive dramatikere som Georges Feydeau, Noël Coward og Alan Ayckbourn været leveringsdygtige til teatrenes komedierepertoire.

En fornyelse af genren kom dog med det absurde teater, først i Frankrig i 1950'erne, med en høj grad af også verbal komik (Samuel Beckett, Eugène Ionesco). Beslægtet er herhjemme Jess Ørnsbos groteske dramatik.

En fremragende komedieskaber er italieneren Dario Fo, der forener commedia dell'arte-traditionen og andet artistisk slapstick-gøgl med bidende politisk satire.

Komedien blev især båret af komikeren, som det også ses i den livskraftige fortsættelse af genren i filmmediet.

Læs videre om komedie på film.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peter Rømhild: komedie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108374