Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

idyl

Oprindelig forfatter LPRoem Seneste forfatter Redaktionen

idyl, som litterær genre en skildring af roligt, ukompliceret, jævnt liv.

Idyl har langt hen været identisk med hyrdedigtning, men fra og med 1700-tallet skete der en udvidelse af antikinspirationen til en ny følsom, hjemlig og moralsk tone som i schweizeren Salomon GessnersIdyllen (1756) i prosa eller briten Oliver Goldsmiths roman The Vicar of Wakefield (1766).

Ordet idyl kommer af græsk eidyllion 'idyl, lille billede, kort hyrdedigt', diminutiv af eidos 'form, skikkelse'.

Desuden blev det fortællende heksameterdigt genoptaget med et moderne indhold, på tysk af Johann Heinrich Voss med Luise (1795) og Johann Wolfgang Goethe med Hermann und Dorothea (1797).

Annonce

Adam Oehlenschläger skrev en kærlig parodi på denne småborgerlige digtform med "Idyl" i Sanct Hansaften-Spil (1802), men både hos ham selv og i dansk, svensk og tysk 1800-talss biedermeier-poesi er præget af idyl udbredt, i Danmark fx i Christian WinthersTræsnit (1828). Ad en delvis anden vej satte idylpræg sig igennem i 1800-tallets prosa i genren bondedigtning.

Senere er idyl ofte anset for at høre til trivialkunst. I 1900-tallets modernistiske litteratur er idyl enten tabu eller — som i Frank Jægers digtsamling Idylia (1976) eller Jørgen Sonnes Huset. Idyller (1976) — trods tydelig traditionsbevidsthed tilføjet et kvantum bitter eller grusom realisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peter Rømhild: idyl i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=96107