Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hexaëmeron

Oprindelig forfatter TBro Seneste forfatter Redaktionen

hexaëmeron, genrebetegnelse for en fortolkning af skabelsens seks dage, på vers eller i prædikenform.

Genren har rødder i antik jødedom (Filon fra Alexandria); den kristne litteratur tog den til sig, i begyndelsen på græsk, siden på latin, og i senantikken og middelalderen bidrog især Basilios den Store, Ambrosius og Beda.

Ordet hexaëmeron er græsk 'de seks dages arbejde', af heksa- og gen.plur. af hemera 'dag'.

Et af genrens fornemste eksempler skrev den danske ærkebisp Anders Sunesen ca. 1200 (først udg. 1892; oversat til danske heksametervers 1985).

Annonce

I renæssancen fornyedes hexaëmerondigtningen bl.a. med Du Bartas' La Semaine ou la Création du Monde (1578), som inspirerede Anders Arrebo til hans Hexaëmeron (1661) på danske vers.

Traditionens sidste storværk blev John MiltonsParadise Lost (1667).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Brostrøm: hexaëmeron i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91256