Dokumentarisme eller litterær dokumentarisme er en fortælling eller fremstilling baseret på autentiske dokumenter. Det blev en fremtrædende genre i 1960'ernes og 1970'ernes skandinaviske litteratur, især med baggrund i den politiske radikalisme, samfundskritik og "human interest".

Udenlandske paralleller fandtes i medierne såsom new journalism, dokumentarprogrammer og dokumentarfilm og hos forfattere som Truman Capote, Norman Mailer og Alexander Kluge. En dramadokumentarisme med yderligere rødder i 1920'ernes tyske teater sås hos emigranten Peter Weiss' Die Ermittlung (1965, da. Forundersøgelsen/Ransagelsen) med materiale fra Auschwitzprocesserne.

Forfattere, der har anvendt en personligt farvet dokumentarisme, er fx Thorkild Hansen med bl.a. Jens Munk (1965), en tragisk skæbne med perspektiv til nutid, og Per Olov Enquist med Legionärerna (1968) om udleveringen af baltere fra Sverige til Sovjetunionen efter 2. Verdenskrig, et politisk samvittighedsproblem. Sara Lidman skrev Gruva (1968), en interviewbog fra malmminerne ved Kiruna. Det autentiske passede til periodens ideologiske mistænksomhed over for digtningens subjektivitet.

Samtidig gav dokumentarisme på ny en iøjnefaldende og facetteret rolle til fortælleren: den, der optrevler, rejser, researcher, konstaterer, fortolker, reflekterer, moraliserer.

Digteren er tilsyneladende væk; men den arrangerende skribent og fortællekunstner er udpræget litterær, hvorved grænserne til fiktionen kan udviskes. Den eksplicitte brug af dokumenter skiller i almindelighed genren ud fra den historiske roman.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig