dagbog

Dagbog, personligt førte optegnelser, der fra dag til dag indeholder oplevelser, refleksioner, evt. videnskabelige iagttagelser mv. Dagbøger kan have en betydelig dokumentarisk værdi, men det subjektive element medfører, at deres historiske pålidelighed er svingende. Offentliggørelse sker i reglen, fordi eftertiden tillægger indholdet tilstrækkelig dokumentarisk og/eller litterær værdi.

Almanakoptegnelser er korte, ofte stikordsagtige oplysninger ved kalenderens dato, fx den danske embedsmand B.W. Luxdorphs dagbøger 1745-88, indeholdende mange slags stats-, kultur- og personalhistoriske oplysninger. Blandt danske konger noterede Christian 4. begivenheder i sine skrivekalendere, mens Christian 8. førte egentlig dagbog i årene 1799-1848.

Enkelte skribenters berømmelse bygger alene på deres dagbøger, fx embedsmanden Samuel Pepys, der skildrede dagliglivet i 1660'ernes England, og skolepigen Anne Frank, der som jøde i Holland ikke overlevede 2. Verdenskrig.

Kulturhistorisk værdifulde er fx de såkaldte bondedagbøger fra 1700-1800-tallet, der foruden at være landbrugshistoriske kilder ofte er kilder til dagliglivets historie.

Nationalmuseet og Danmarks Radio opfordrede danskerne til at skrive dagbog for datoen 2.9.1992. Det resulterede i mere end 50.000 indkomne beretninger fra alle samfundslag; samtlige besvarelser er arkiveret i Bredemuseet nord for København.

Dokumentarisk vigtige rejsedagbøger har været ført af fx Christoffer Columbus, Carl von Linné, Knud Rasmussen og Jørgen Brønlund. Adelsmanden Christen Skeel skrev dagbog på to europæiske rejser 1619-27, venezuelaneren Francisco de Miranda under et ophold i Danmark 1787-88.

En del politikere har skrevet med tanke på evt. senere offentliggørelse, fx Winston Churchill og Joseph Goebbels. Danske eksempler: A.F. Krieger 1848-80, Ove Rode 1914-18, Christmas Møller under den tyske besættelse. Jens Otto Krag og Anker Jørgensen har begge udgivet egne dagbøger.

Blandt dagbogsskrivende billedkunstnere kan nævnes Eugène Delacroix, Martinus Rørbye, J.F. Willumsen og Oluf Høst. Københavnske vind- og vejrforhold registrerede Christoffer Wilhelm Eckersberg dagligt gennem mange år.

Journaler fra litterære personligheder er talrige, fx Grundtvig, Georg Brandes, Johannes Jørgensen og Thorkild Hansen. Villy Sørensens dagbøger 1949-74 er udgivet af ham selv (1988-93), mens hans Vejrdage (1980) er en form for poetisk dagbog juni-okt. 1979. Klaus Rifbjergs "dagbogsimpressioner"Berlinerdage (1995) dækker et par måneder af 1995. Aage Dons' dagbøger destrueredes efter testamentarisk ønske; Johannes V. Jensen brændte selv sine dagbøger.

H.C. Andersen skrev det meste af sit voksne liv almanakoptegnelser, mens de fyldigere og mere indholdsrige dagbøger (1825 ff.) var forbeholdt hans mange rejser. De sidste 15 år af sit liv, 1860-75, førte han dagbog hver dag året rundt (udg. 1971-77), et hovedværk i hans forfatterskab ved siden af de mere officielle selvbiografier.

Søren Kierkegaards journaler (udg. under titlen Papirer; et udvalg heraf hedder Dagbøger) har kun sporadiske datoangivelser; ydre oplevelser er sjældne i forhold til læsning, refleksioner, udkast og forarbejder.

I fransk litteratur har "journal intime" været særlig dyrket, fx af H.-F. Amiel, brødrene Goncourt, André Gide og Albert Camus. Anaïs Nin boede i flere perioder i Paris, men skrev på engelsk.

Andre udenlandske eksempler: Victoria Benedictsson, August Strindberg (Ockulta dagboken 1901-08), Thomas Mann 1918-21 og 1933-55 (resten brændte han selv under sit eksil i USA).

Franz Kafkas Tagebücher 1910-23 giver indblik i forfatterens værksted i højere grad end i hans daglige gøren og laden. Tilsvarende gælder Bertolt Brechts Arbeitsjournal, der med avisudklip, strøtanker og udkast er personlig, men ikke særlig privat. Max Frisch valgte dagbogsgenren til sine tidskritiske kommentarer Tagebücher 1946-49, som han udgav 1950.

Fiktive dagbøger med litterært ry er fx Johann Wolfgang von Goethe Die Leiden des jungen Werthers (1774), St.St. Blicher Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824), Kierkegaard Forførerens Dagbog (i Enten-Eller, 1843) og Martin A. Hansen Løgneren (1950).

Det internationale røre i 1983 om det påståede fund af Adolf Hitlers dagbøger viser indirekte, at indflydelsesrige historiske personers optegnelser har stor interesse for eftertiden; efter nogle ugers forløb blev dagbøgerne afsløret som et falskneri, udført af tyskeren Konrad Kujau.