Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

almanakhistorie

Oprindelig forfatter LPRoem Seneste forfatter Redaktionen

almanakhistorie, fortælling af et vist folkeligt tilsnit, der indgik som underholdnings- og oplysningsstof i tidligere tiders almanakker/kalendere. Disse kunne have et højt litterært ambitions- og præstationsniveau som den tyske Musenalmanach ca. 1800, men var oftest tiltænkt en jævnere læserkreds (lokal, klasse- eller kønsbestemt, kristelig osv.).

Ordet almanak kommer af middelalderlatin almanachus, måske via græsk fra koptisk alemenichiaka, muligvis fra arabisk al-manakh, tavle som angav Solens og Månens daglige positioner.

I mange danske almanakker ca. 1850-1950 findes bidrag af førende forfattere som Bernhard Severin Ingemann, H.C. Andersen, Johannes V. Jensen og H.C. Branner. Men det er fortrinsvis mere folkelige skribenter, der har bidraget: senromantikere, skolelærerforfattere, sociale realister m.fl.

Almanakhistorier er måske triviallitteratur, men ikke plat kulturindustri. Intellektuelt nedladende bruges ordet nu om opbyggelig, sentimental, evt. kulørt beretning.

Annonce

Med hilsener til en uddød tradition er genrenavnet derimod brugt af moderne forfattere, på tysk Bertolt Brecht: Kalendergeschichten (1949), noveller og fortællende digte, og på dansk Eske K. Mathiesen: Almanakhistorier (1981), kortprosa.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peter Rømhild: almanakhistorie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=36241