Aforisme, kortfattet, fyndigt udtryk for en tanke. Aforismen er en litterær genre af antik oprindelse og blev tidligst anvendt om de medicinske læresætninger, som tilskrives Hippokrates.

Faktaboks

Etymologi
Ordet aforisme kommer af græsk aforismos, af aforizein 'afgrænse' og -ismos om måde at handle, tænke, udtrykke sig på, altså egentlig 'begrænset udtryksform'.

Aforismer brugtes, hvor systematisk videnskabelig fremstilling endnu ikke var mulig, og hvor lærdommen derfor overleveredes i fyndig, uargumenteret sammenfatning.

Aforismerne fik efterhånden moraliserende og filosofisk indhold, fx hos La Rochefoucauld, Pascal, Oscar Wilde, Goethe, Schopenhauer og Nietzsche.

I Danmark P.M. Møller, K.K. Steincke, Nis Petersen, Frithiof Brandt, Jacob Paludan, Palle Lauring — og Soya, som har sagt: "En god aforisme er en lang afhandling forkortet til én sætning".

Eksempler på aforismer

  • Man maa ikke være for belæst, hvis man vil bevare den Fornøjelse at tiltro sig selv originale Tanker.
    • Jacob Paludan
  • En Tankeflugt mod det Evige bliver tit begrænset ved at nedskrives paa Papiret.
    • Poul Martin Møller
  • Visse lag af folkeopdragere har for stor tilbøjelighed for den afgørelse, at "som så ofte før ligger sandheden midt imellem." Det er absolut ikke nogen passion hos sandheden at ligge på stokken mellem sengene.
    • Nis Petersen
  • Forlang ikke at bo i alle din borgs kamre. Lad spøgelset have sit kammer.
    • Hrabanus Maurus (800-t.)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig