Essay, litterært prosastykke af ræsonnerende, beskrivende eller fortællende art — ikke fiktion og ikke en institutionel tilkendegivelse som fx den kirkelige prædiken.

Faktaboks

Etymologi
Ordet essay er engelsk, af fransk essai 'prøve', latin exagium.

Genrens begyndelse regnes fra Michel de Montaignes samling, der som den første bar titlen Essais (1580); men både den antikke visdoms- og brevlitteratur og humanisten Erasmus' samling Adagia (1500), ræsonnementer i tilslutning til klassikercitater mv., er forudsætninger.

Montaigne skriver om mennesket; han bevæger sig causerende mellem klassiske og kirkelige udtalelser, case stories og egne (vekslende) meninger og livserfaringer inkl. små stykker selvbiografi. Hans form er egocentrisk, smidig og ekspansiv, mens den næste berømte essayist, Francis Bacon, med Essayes (1597) skriver i en upersonligt autoritativ stil, koncentreret indtil det aforistiske, om moralske og psykologiske begreber.

En ny udbredelse fik essayet i 1700-tallets oplysningstid, herunder ikke-kirkelige ræsonnementer over livspraksis, moral og smag, ofte i tidsskrifter som Joseph Addisons og Richard Steeles Spectator, Olof von Dalins Then swänska Argus, J.S. Sneedorffs Den patriotiske Tilskuer. Men også uden for tidsskrifterne forekom essays, fx Ludvig Holbergs Moralske Tanker og Epistler og François de Voltaires talrige små artikler, til dels i tilknytning til den store franske Encyclopédie.

Med romantikken skete en udvidelse af essaykunstens område i personligt livsfilosofisk retning, hos tyske romantikere, hos skotten Thomas Carlyle og amerikaneren Ralph Waldo Emerson, i retning af den intime, ofte selvbiografiske skitse som hos Charles Lamb. Som historisk og litterær kritik ses det hos William Hazlitt og især hos den franske skaber af det psykologiske portræt, Sainte-Beuve.

Overhovedet var de humanistiske fag, inkl. psykologi, både før og efter deres professionalisering rige på essayforfattere. Inden for den litterære kritik kan nævnes Matthew Arnold, Anatole France, Yrjö Hirn, Fredrik Böök, T.S. Eliot, Walter Benjamin, Edmund Wilson, Roland Barthes; i Danmark Georg Brandes, som blev skoledannende, Kai Friis Møller, Paul V. Rubow mfl.; inden for bygnings- og billedkunstneriske fag finder man Steen Eiler Rasmussen og Christian Elling.

Det polemiske essay om livsværdier er dyrket alle vegne, meget udpræget og elegant i Norge, fx af Gunnar Heiberg, Nils Kjær, Sigurd Hoel og Johan Borgen.

I Danmark har essaykunsten desuden haft en særlig frugtbar sidegren i den naturskildrende skitse, fx Boganis' Jagtbreve (af Wilhelm Dinesen), overhovedet fra 1890'erne og Johannes V. Jensen indtil Knud Sønderby og Frank Jæger.

En triangel i dansk essayistik tegnede sig i midten af 1900-tallet: Per Lange med klassiske, især litterære portrætessays, Knud Sønderby med selvbiografiske skitser fra det udendørs, ofte sommerlige Danmark og Jacob Paludan som den videst spændende fra det ræsonnerende og redegørende essay til den intime erindringsskitse.

Per Lange formulerede essayets modsætning til pedantisk faglighed ved bemærkningen om, at essayisten må betragte verden gennem hullerne i sin viden. Senere har bl.a. Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg, Elsa Gress, Suzanne Brøgger og Carsten Jensen udfoldet sig i genren.

Fra tidsskriftmiljøet har essayet i 1900-tallet til dels skiftet plads til aviserne som kronik eller som et mere fordringsløst, tit humoristisk causeri. Begge dele har i øvrigt fået sidestykker i radio.

Essayet er en vigtig, skønt ofte forbiset del af prosakunsten, et mødested for det saglige og det personlige i et lands kulturliv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig