Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

occitansk litteratur

Oprindelig forfatter JPed Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/21634/=ud_a_399293.mp3?revision=1

occitansk litteratur, den occitanske litteratur er ikke et nationalt, men et grænseoverskridende sprogligt-kulturelt fænomen.

Den occitansk-sprogede kultur, der i 1100-t. mindst dækkede Sydfrankrig og Catalonien, udgjorde et litterært kraftcenter for hele det sydlige, latinske Europa.

Ordet occitansk kommer af fransk occitan, se occitansk sprog.

Op gennem tiderne har occitansk litteratur i overlevelseskampen mod den fransksprogede kultur udviklet en stærk indre dynamik. Den kommer til udtryk i de renæssancer, der indtraf undervejs imellem de stadige undertrykkelsesforsøg, som var knyttet både til religiøse og politiske enhedsbestræbelser.

Annonce

Set fra occitansk side var fx middelalderens religionskrige, Den Franske Revolution og Napoleonstiden alt sammen udtryk for en parisisk centralmagt med vilje (og delvis evne) til at gennemtvinge sit politisk-kulturelle nationssyn.

Oprindelse og udvikling

Occitansk litteratur begyndte på tinderne. Trubadurerne i 1100-t., med repræsentanter som Vilhelm af Poitiers (der også var hertug af Aquitaine), Bernart de Ventadorn og Bertran de Born samt, i slutningen af århundredet, Jaufré Rudel, sikrede den occitanske litteraturs plads i verdenslitteraturen.

Ved udgangen af denne periode blev den occitanske kulturs sproglige og litterære normer fastlagt under ét i værker som Ramon Vidals Las razos de trobar (beg. af 1200-t.) og Uc Faidits Donatz proencals (ca. 1240).

Det er klart den lyriske digtning, der har skaffet occitansk litteratur dens ry. Men også andre genrer er tidligt repræsenteret med styrke, således den episke med beretninger om Roland-figuren, fx Ronsasvals fra 1100-t. eller romanen Flamenca fra midten af 1200-t. Også dramaet gør sig gældende, bl.a. med religiøse mysteriespil, der grundlagde en tradition for de følgende århundreder.

I 1300- og 1400-t. bredte Pariseruniversitetets skolastiske linje sig og prægede det intellektuelle liv. Religiøs og didaktisk litteratur fik en dominerende plads med krøniker som den berømte Petit Thalamus fra Montpellier, der bevæger sig helt fra Kristi fødsel op til 1446.

Den første renæssancebevægelse møder man i 1500-t., bl.a. under indflydelse fra italiensk litteratur og under indtryk af gasconsk-reformatorisk modstand under Religionskrigene. Vigtige navne er her lyrikeren Pey de Garros (f. ca. 1525) og den Marot- og Rabelais-inspirerede Auger Galhard (ca. 1530-ca. 1592).

Den kendteste af de occitanske renæssancer indtraf dog i midten af 1800-t. med Frédéric Mistral og Félibrigen. Her findes en dybfølt kærlighed til kulturarven, om end et samlet sproghistorisk overblik over hele det occitanske sprogområde savnedes hos disse begejstrede skønånder.

I anden halvdel af 1900-t. har occitansk kulturliv igen fået et opsving, nu ofte med økologisk dominerede politiske undertoner. Jean Boudou (1920-75) og Robert Lafont (1923-2009) er to markante eksempler på occitanske forfattere, der udnytter deres sprog i værker med moderne problemstillinger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Pedersen: occitansk litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134302