Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

maghrebinsk fransksproget litteratur

Oprindelige forfattere HPLu og Ma-AS Seneste forfatter Redaktionen

maghrebinsk fransksproget litteratur, I kølvandet på den franske kolonisering af Algeriet (1830-1962), Marokko (1912-56) og Tunesien (1883-1956) opstod der en maghrebinsk litteratur på fransk. Dens vigtigste særkende er, at den er skrevet af mennesker med maghrebinsk og fransk kulturbaggrund. Derfor omfatter den ikke en forfatter som fx Albert Camus, selvom han var født og opvokset i Nordafrika. De forfattere, som begyndte at publicere på fransk i 1940'erne (Mouloud Feraoun, Ahmed Sefrioui, Mouloud Mammeri (1917-89), Mohammed Dib, Albert Memmi), havde som modersmål dialektalt arabisk eller berberisk, der begge udelukkende var talesprog. I kolonitidens skoler var fransk obligatorisk, og de fik derfor tidligt et veludviklet skriftsprog, som samtidig gav dem adgang til den moderne europæiske kultur. Men da fransk var den fremmede magts sprog, var det også fremmedgørende, og det skilte dem fra barndommens rødder. I dette spændingsfelt mellem en voksende maghrebinsk bevidsthed og det franske sprog opstod en ny litteratur. Pga. den udbredte analfabetisme i Nordafrika henvendte den sig mest til et fransk publikum. I begyndelsen beskrev den inden for den franske traditions rammer den nordafrikanske befolknings levevilkår og den voldsomme undertrykkelse, som fandt sted. De gennemgående temaer var indre splittelse, eksilfølelse, oprør, den nationale fortid og en søgen efter en kulturel identitet. I takt med afkoloniseringen tog forfatterne, fx Kateb Yacine og Driss Chraïbi, i 1950'erne afstand fra den franske tradition. Frihedskrigen (1954-62) blev det dominerende tema i den algeriske litteratur.

Efter selvstændigheden dukkede nye temaer op: opbygningen af de nye lande, bekæmpelsen af de konservative kræfter, kritik af de nye magthavere, islam og socialisme, tradition og modernitet samt de undertryktes kamp i Vietnam, Angola m.m. Kvindelige forfattere som fx Assia Djebar gav mæle til de tavse og undertrykte kvinder. Omvæltningerne gjaldt også formsproget, og der skabtes genreoverskridende værker af en sjælden voldsom og poetisk kraft af bl.a. Mourad Bourboune, Rachid Boudjedra og Mohammed Khaïr-Eddine. Mange hentede inspiration i den klassiske arabiske litteratur og i de lokale sagn. På trods af den arabisering, som har fundet sted efter selvstændigheden, blomstrer den fransksprogede litteratur stadig. Mange maghrebinske forfattere bor i Frankrig og vælger som fx Tahar Ben Jelloun at skrive på fransk, selvom de behersker det arabiske skriftsprog. Andre som fx Tahar Bekri (f. 1951) udgiver digte både på fransk og på arabisk. Siden 1992 har Algeriet været hjemsøgt af blodige massakrer, og de fransksprogede forfattere var blandt de første ofre. Ikke desto mindre er den maghrebinske litteratur på fransk mere vital end nogensinde. Den omfatter nu også forfattere født i Frankrig af maghrebinske forældre, fx Mehdi Charef (f. 1952) og Azous Begag (f. 1957), der begge har skrevet om indvandreres sociale problemer i Frankrig, samt Nina Bouraoui (f. 1967), hvis romaner skildrer kvindens sårbarhed i den nutidige maghrebinske virkelighed.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Peter Lund, Marie-Alice Séférian: maghrebinsk fransksproget litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120446