• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Samuel Beckett

Oprindelig forfatter JPed Seneste forfatter Redaktionen

Samuel Beckett.  Portræt, 1966.

Samuel Beckett. Portræt, 1966.

Samuel Beckett, 13.4.1906-22.12.1989, irsk-fransk forfatter med afgørende betydning for europæisk litteratur i anden halvdel af 1900-t.

Samuel Beckett skrev sine værker både på engelsk og fransk, og han besørgede selv oversættelserne mellem de to sprog. Han var født i Dublin, Irland, og hans første litterære ledestjerne var James Joyce, som han knyttede sig til i Paris.

Senere fik også Marcel Prousts forfatterskab stor betydning for Beckett, hvis romaner, fx Murphy (1938, da. 1966), Molloy (1951, da. 1961), Malone meurt (1951, da. Malone dør, 1963) og L'Innommable (1953, da. Den unævnelige, 1964), viste den internationale avantgarde en radikalt ny måde at tolke tilværelsen på.

Annonce

Personer og handling syntes at forsvinde, og tilbage var kun en stemme, bevidsthedens evigt kværnende registrering af en stadig mere begrænset omverden.

Romanerne, der blev fulgt op af stadig kortere prosatekster, fx Mal vu mal dit (1982, da. Dårligt set dårligt sagt, 1983), vejer tungt i Becketts litterære eftermæle. Det var dog teatret, der gjorde ham verdenskendt, længe før han i 1969 afviste at modtage den litterære nobelpris.

Det store gennembrud var En attendant Godot (1953, da. urpremiere, Aarhus Teater 1956: Vi venter på Godot). Dette spil om to vagabonder ved livets landevej, optaget af en venten, hvis formål ikke står dem klart, blev et af de stærkeste nybrud i 1900-t.s teater.

Det tog tid, før man fx i Danmark åbnede sig for en sådan balancegang mellem klovnespillet og det tragiske; men hjemlige forfattere som Leif Panduro, Peter Seeberg og Klaus Rifbjerg modtog varige impulser fra Beckett, og fx Happy Days (1961, da. Glade dage 1962) blev en begivenhed i 1960'ernes danske teaterliv.

Her vistes kampen for at fastholde livets spredte aktiviteter til en helhed på et niveau, hvor al humor er tragisk, og hvor det dystre gennemlyses af en illusionsløs fortrøstning.

Såvel danske scener som Radioteatret og især TV-teatret har siden med mellemrum fremført Beckett på dansk, fx Fin de partie (1957, da. Slutspil 1959) og La dernière bande (1958, da. Krapps sidste bånd 1961). Se også absurd teater.

Et grundtema hos Samuel Beckett er tiden oplevet som ventetid. Døden og intetheden er vor sande vished. Uden omsvøb og fyld, med indædt koncentration om det væsentlige, det altafsluttende, skrev Samuel Beckett sig frem til sagens inderste kerne: Livet som nedtælling, som en umærkelig bevægelse hen imod det slutpunkt, der synes oplevet på forhånd, fordi det så ofte er blevet foregrebet. Becketts paradoks er hans dybe humor i et frysende klarsyn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Pedersen: Samuel Beckett i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45113