Michel Houellebecq

Forfatterskabet tog en ny drejning med La Possibilité d'une île (2005, på dansk Muligheden af en ø, 2006), som overbeviste kritikerne af Michel Houellebecq om, at hans i følge ham selv "kyniske og bitre" kritik også rummer humor og kan fange læseren ved koldblodigt at tage fat om aktuelle, nagende problemer. Romanen er en fremtidsfantasi om overlevelse ved hjælp af arkiveret DNA og udtrykker en frygt for et sammenbrud af civilisationen.

La Carte et le territoire (2010, Goncourt-prisen samme år, på dansk Kortet og landskabet, 2012) perfektionerer desillusionens temaer og det moralske forfald i et kunstmiljø, hvor forfatteren Michel Houellebecq optræder direkte som offer for ambitioner og glamour. Sérotonine (2019, på dansk Serotonin, samme år) om det antidepressive middel udvikler billedet af forfald og mislykket liv, nu også med et filosofisk, hvor man ser Schopenhauers betydning for forfatterskabet.

Men Houellebecq søger også at give sit forfatterskab og sin rolle som intellektuel et politisk indhold ud over det moralske – som tidligere forfatteren Louis-Ferdinand Céline, der et erklæret forbillede. Med den politisk orienterede Soumission (2015, på dansk Underkastelse, samme år) retter han ligesom visse politikere i Frankrig blikket mod en mulig islamisk magtovertagelse af samfundet. Et aktuelt perspektiv findes også i den politiske thriller Anéantir (2022, på dansk Tilintetgøre, samme år). Houellebecq berører disse udfordringer i interviews og små essays, fx Interventions (2020, på dansk Interventioner, 2021).

Houellebecq bruger et nøgternt, nærmest stilløst sprog. Hovedpersonerne fungerer som "skarpe iagttagere af samfundsmæssige forhold" (La Possibilité d'une île) og beskriver deres livsbetingelser uden at dømme. "Det er indholdet i tiden, der prøver at drage mig med ud i det polemiske", siger han i Plateforme, en polemik med lige dele sarkasme og iskold kritik.

Den nye form har forvirret kritikere og læsere og delt vandene mellem dem, der har taget positivt imod civilisationskritikken, og dem, der har stillet sig skeptisk over for et indhold, der i politisk og moralsk henseende hælder til højre og kan frastøde ved sine pornografiske passager.

• Boisen, Jørn (2007). Det sidste individ i Europa. Michel Houellebecq som engageret forfatter. Ord der forandrer. Litteratur og engagement i den romansksprogede verden 1945-2005, Pia Schwarz Lausten og Lisbeth Verstraete Hansen (red.), s. 167-184.
• Lyngsøe, Niels (2015). Michel & mig selv. Weekendavisen, 10.7.2015.
• Novak-Lechevalier, Agathe (red.) (2017). Michel Houellebecq. Cahiers de l'Herne 117. Paris, Éditions de L'Herne. (Også i tysk oversættelse).

• fransk litteratur 1900-tallets anden halvdel