Kateb Yacine var en fransksproget algerisk forfatter og dramatiker. Romanen Nedjma (1956, dansk 1963) er en flerstemmig selvbiografi, hvori den individuelle skæbne sammensmeltes med den kollektive i et kaotisk fortælleforløb omkring en mytisk kvindefigur, der kan opfattes som symbol på det koloniserede Algeriet.
Katebs engagement på de undertryktes side træder stærkt frem i hans dramatiske værker, der ofte handler om algeriernes kamp mod franskmændene, fx Le Cadavre encerclé (dansk Det indkredsede lig, uddrag i Vindrosen, nr. 1, 1961), men også om Vietnam.
Fra 1970 publicerede Kateb ikke mere på fransk; han skabte teaterstykker, som blev spillet i Algeriet og i Frankrig, både på dialektalt arabisk og berberisk, fx Mohamed, tag din kuffert (1971) om de algeriske gæstearbejderes livsvilkår.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.