Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jorge Semprún

Oprindelig forfatter JPed Seneste forfatter Redaktionen

Jorge Semprún, 1923-2011, spansk forfatter. Han voksede op i Frankrig, da familien måtte flygte fra Francisco Francos styre. Som aktiv i den franske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig blev han fanget og sendt til koncentrationslejren Buchenwald, hvis helvede han med nød og næppe overlevede.

Den overbeviste antifascist gik dernæst ind i den illegale kamp mod Franco og blev i 1980'erne en kort overgang kulturminister i Felipe González' socialistiske regering.

Årene efter kz-lejren var kritiske for Jorge Semprún, der vaklede mellem at søge glemsel og at skrive på sine oplevelser. Det sidste lykkedes for ham med debutværket på fransk, Le grand voyage (1963, da. Den store rejse, 1964), der skaffede ham international anerkendelse for den rystende skildring af en fangetransport.

Annonce

Senere fulgte en omfattende produktion af fortællinger, skuespil og filmmanuskripter, bl.a. til Costa-Gavras' Z (1969). Et hovedværk, der samler trådene i forfatterskabet, er L'Ecriture ou la vie (1994, da. Skriften eller livet, 1999).

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Pedersen: Jorge Semprún i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157550