Faktaboks

Jacques Roubaud
Født
5. december 1932
Jacques Roubaud

Jacques Roubaud. Foto fra 1984.

Jacques Roubaud
Af /Ritzau Scanpix.

Jacques Roubaud er en fransk forfatter, der siden 1966 har været medlem af den formeksperimenterende oulipo-gruppe. Selv bruger han både en matematisk og en udpræget legende tilgang til poesi. Roubaud er uddannet matematiker, men har også skrevet en afhandling om den franske sonetform. Han var med til at starte det avantgardistiske tidsskrift Change i 1968 og har siden da publiceret litteraturteoretiske skrifter ved siden af digte og prosa.

Poetisk leg og alvor

Roubauds digte, bl.a. Trente et un au cube (1973, 31 i tredje potens), følger strenge formkrav og stiller store krav til læseren; andre som Quelque chose noir (1986, dansk Noget/sort, 1987) udmærker sig ved en rigdom af billeder og tanker, hvor han sætter ord på savnet efter sin hustrus død. Roubaud har også skrevet romanagtige prosatekster, hvor erindringen udforskes, fx Le grand incendie de Londres (1989, dansk Londons store brand: fortælling med indskud og forgreninger, 2005). Digtsamlingen Chutes, rebonds et autres poèmes simples (2021) rummer erindrende kærlighedsdigte i en fast, rytmisk form.

Det omfattende og rige forfatterskab gør Roubaud til en af de mest originale moderne digtere og prosaister i Frankrig. Han fik i 2021 Goncourtprisen for hele sit poetiske værk.

Litteratur

  • Davreu, R. (1985). Jacques Roubaud. Paris: Seghers, "Poètes d'aujourd'hui".
  • Poncel, Jean-Jacques F. (2006). Jacques Roubaud and the invention od memory. University of North Carolina.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig