Albert Camus

Camus blev født i Mondovi i det nordlige Algeriet. Efter faderens død under 1. Verdenskrig flyttede familien til Alger, hvor han voksede op i et fattigt arbejdermiljø. Dette miljø har han skildret i et efterladt, ufuldendt romanmanuskript, Le Premier Homme (udgivet posthumt i 1994, på dansk Det første menneske, 1995), der går tæt på hans eget splittede forhold til Algeriet og dets historie.

Kun takket være legater lykkedes det Albert Camus at få en studentereksamen, men han måtte opgive sine filosofistudier på grund af tuberkulose. Han var en kort overgang medlem af det algierske kommunistparti og ledede en amatørteatergruppe i Alger, hvor han også startede som journalist.

Under 2. verdenskrig opholdt han sig i Frankrig og arbejdede ved undergrundsavisen Combat, som han forblev hovedkraften bag indtil 1947. Han blev samtidig tilknyttet forlaget Gallimard som redaktør. Perioden var afgørende for hans intellektuelle og politiske udvikling, sådan som den kom til udtryk i hans lederartikler (Actuelles. Chroniques 1944-1948, 1950, udvalg på dansk i 1970) og hans refleksioner over modstanden mod tyskerne (Lettres à un ami allemand, 1945, på dansk Breve til en tysk ven, 1966).

Straks efter krigen stod Camus som en af Frankrigs vigtigste forfattere med værkerne om det absurde: romanen L'Étranger, det moralfilosofiske essay Le Mythe de Sisyphe (1942, på dansk Sisyfosmyten, 1960) samt skuespillene Le Malentendu (1944, dansk opførelse Misforståelsen, 1952) og Caligula (1945, på dansk 1947).

Han begyndte allerede under besættelsen af Frankrig på en serie nye værker, nu med revolten som hovedemne: romanen La Peste (1947, på dansk Pesten 1947, nyoversat i 2012), L'Homme révolté, samt debatstykket Les Justes (1950, på dansk De retfærdige, 1951).

Albert Camus var mindre nyskabende som skuespilforfatter og essayist. Hans stykker stiller imidlertid grundlæggende etiske spørgsmål: Hvor går magtens og frihedens grænser (Caligula)? Kan terroristmordet forsvares moralsk (De retfærdige)? Her som i Le Malentendu om en fremmed, der ikke genkendes som en fortrolig, er Albert Camus' styrke hans evne til at se uløselige og tragiske konflikter i øjnene.

En samling essays fra 1939-1953 udgivet under titlen L'Été (1953, på dansk Sommer, 1961, nyoversat i 1972) formidler dog store øjeblikke af skønhed og håb. Hans refleksioner og notater gennem livet (Carnets (udgivet posthumt i 1962, 1964, 1989), i udvalg på dansk, Dagbøger, 1992) afspejler de to sider af hans livssyn.

Albert Camus forblev stærkt knyttet til sit hjemland og talte mange venner blandt franskmænd og arabere. Algierkrigen (1954-1962) blev derfor en personlig tragedie, der anes bag flere af novellerne i L'Exil et le Royaume (1957, på dansk Eksil og kongedømme, 1958, revideret i 2013).

Hans idé om beskyttelse af civilbefolkningen i Algeriet og hans forsøg på at vinde gehør for en føderalistisk ordning mellem dette land og Frankrig fik ingen følger, men fjernede ham kun fra kredsen af intellektuelle, der støttede Algeriets selvstændighed. I 1959 gav han i et brev udtryk for, at han kunne gå ind for præsident de Gaulles åbning i retning af selvbestemmelse for indbyggerne i Algeriet.

I en omfattende korrespondance (under løbende udgivelse) delte Camus tanker og følelser med nære venner og kolleger, bl.a. digteren og modstandsmanden René Char og forfatteren Jean Grenier, samt veninden gennem mange år, skuespilleren Maria Casares.

• Frankrigs litteratur
• eksistentialisme
• eksistensfilosofi
• det absurde
• Algeriets historie

• Nobelkomitéens begrundelse

• Boisen, Jørn (2005). Albert Camus. En introduktion. København: Gyldendal.
• Lévi-Valensi, Jacqueline. CAMUS, Albert. Encyclopædia Universalis. Elektronisk udgave.
• Lund, Hans Peter (2017). Camus – au-delà de l'absurde. København: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.