• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marcel Proust

Oprindelig forfatter NSoel Seneste forfatter sthornval

Marcel Proust, 10.7.1871-18.11.1922, fransk forfatter. Hans hovedværk, À la Recherche du temps perdu (1913-27, da. På sporet af den tabte tid, 1932-38, genudgivet 1994, nyoversat fra 2006), blev en milepæl i 1900-t.'s litteratur, et afgørende skridt mod romanens spejling af den menneskelige bevidsthed.

Hans temmelig korte liv domineredes dels af sygdom (astma), som holdt ham fjernt fra alt lønarbejde, dels af en brændende interesse for alle kunstarter og drømmen om en litterær løbebane.

1890'ernes Paris kendte Marcel Proust som litterær skønånd, forfatter til elegante små noveller og essays, hvoraf en del udkom samlet i Les Plaisirs et les jours (1896, da. Noveller, 1941). Samtidig arbejdede han på den selvbiografiske Jean Santeuil, som forblev ufuldendt (udg. 1952, da. 1953) og i dag betragtes som forstudier til hovedværket.

Annonce

Under stærk indflydelse af John Ruskin, hvis værker han oversatte til fransk, gled hans eget arbejde over i refleksioner over litteraturens væsen, nedfældet i den ufuldendte Contre Sainte-Beuve (udg. 1954), et opgør med Charles-Augustin Sainte-Beuves biografisk inspirerede litteraturkritiske metode.

I samme periode (omkring århundredskiftet) trængte de vældige sociale omvæltninger også frem til Prousts skrivebord, først og sidst gennem Dreyfusaffæren, som med tiden bragte det gamle sociale hierarki til fald.

Marcel Proust blev en af Alfred Dreyfus' ivrige forsvarere (sammen med bl.a. Émile Zola), og den social-politiske samtid blev hermed inddraget i hans interesseområder, som det ses i en række artikler, hvoraf flere blev genudgivet i samlingen Pastiches et mélanges (1919).

Set i bakspejlet opfattes de hidtil nævnte skrifter som den vordende forfatters famlen efter en form (essay eller fiktion?) og et stof, hvor den konkrete virkelighed fremtræder som totalt afhængig af en individuel bevidsthed.

På sporet af den tabte tid

De mange tråde blev samlet op i À la Recherche du temps perdu, påbegyndt omkring 1906 og ufuldendt ved hans død; af værkets syv dele blev de sidste tre udgivet posthumt. I 1919 modtog Marcel Proust den prestigefyldte Goncourt-pris for anden del af værket, À l'Ombre des jeunes filles en fleurs (I et Rosenflor af Purunge piger).

I sin form er værket en fiktiv selvbiografi med en jegfortæller, der stærkt ligner Marcel Proust selv. Herved knyttes der på den ene side an til den klassiske dannelsesroman med en individuel modningsproces og en bredt anlagt samfundsskildring og på den anden side til den individuelle erindring som romanens egentlige fundament.

Med Dreyfusaffæren og 1. Verdenskrig som fikspunkter tegnes et vældigt billede af Frankrigs sociale brydningstid, men altid anskuet gennem jeg-personens personlige oplevelse af borgerstandens triumf over en dekadent adelstand, i øvrigt iblandet en sædeskildring, der stiller skarpt på de homoseksuelles vidt forgrenede broderskab.

Sideløbende med sit triumferende indtog i højadelige kredse giver fortælleren en psykologisk dybdeborende skildring af alle kærlighedens og navnlig jalousiens kvaler, som han og andre personer må gennemgå.

Samme fortæller er romanen igennem en højt kvalificeret kunstelsker med en nagende længsel efter selv at blive forfatter, men først til sidst, via en række ufrivillige erindringsassociationer, erkender han, at det er gennem den skabende erindringsproces, at den tabte tid kan indfanges og omformes til en betydningsbærende helhed, hvor den materielle omverden er en spejling af den centrale bevidsthed. Hvilket er, hvad vi ser fortælleren gøre i På sporet af den tabte tid.