Faktaboks

Marcel Aymé
Født
29. marts 1902
Død
29. oktober 1967

Marcel Aymé er kendt som en stor humoristisk fransk forfatter fra 1900-tallets første halvdel. Hans forfatterskab omfatter en lang række romaner, skuespil, noveller og eventyr. Mest kendt i udlandet er romanen La Jument verte (1933, dansk Den grønne hoppe, 1944), hvor han satiriserer over menneskets drifter og puritanisme i det sene 1800-tals Frankrig. Kendt er også Aymés eventyr, der indledtes med samlingen Les Contes du chat perché (1939). På dansk findes Eventyret om ulven (1943), Den lille sorte hane (1943) og novellesamlingen Le Passe-Muraille (1943, dansk Manden der gik gennem mure, 1956), hvor Aymé bryder realismen med det fantastiske.

Teaterstykkerne Lucienne og slagteren (1947), Clérambard (1950) og Retten på vrangen (1952) har været opført i Danmark med stor succes. Der er lavet mere end 20 film over værker af Aymé, først og fremmest over hans romaner, fx Uranus (1991) om tiden efter den tyske besættelse.

En individualistisk livsopfattelse

Marcel Aymé var præget af sin barndom på landet og blev ved med at protestere mod den moderne samlebåndsverden, ikke for at ønske det gamle samfund tilbage, men for at fremhæve troen på menneskets egen dømmekraft. Først og fremmest troede han på menneskenes forskellighed og fandt inspiration i den tanke, der slog igennem i fysikken i 1920'erne, at nogle fundamentale naturlove af karakter er statistiske. Isoleret betragtet er det enkelte individ uforudsigeligt og på godt og ondt involveret i i tidens moralske og politiske stridigheder (Travelingue, 1941, Le Chemin des écoliers, 1946.

Det har generet, at Aymés samfundskritik kan være svær at placere politisk. Snart synes han at stå til venstre, når han sloges for større seksuel frihed eller mod det asociale retsvæsen, snart til højre, når han satiriserede over borgerskabets salonkommunisme. Måske mest træffende er han blevet kaldt en konservativ anarkist.

Litteratur

  • Spang-Hanssen, Ebbe (1999). La docte ignorance de Marcel Aymé. Paris: Klincksieck.

Læs videre i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig