Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jean Cocteau

Oprindelige forfattere EJoer og JPed Seneste forfatter Redaktionen

Jean Cocteau var en Aladdinfigur i 1900-t.s franske kunstliv. Billedkunst, ballet, film, digtning, teater, alt tiltrak denne musernes yndling, hvis sans for selviscenesættelse var på niveau med hans mangfoldige talent.

Jean Cocteau var en Aladdinfigur i 1900-t.s franske kunstliv. Billedkunst, ballet, film, digtning, teater, alt tiltrak denne musernes yndling, hvis sans for selviscenesættelse var på niveau med hans mangfoldige talent.

Jean Cocteau, 1889-1963, fransk kunstner, der har udfoldet sig bl.a. inden for digtning, teater, billedkunst, ballet og film. Jean Cocteau fik nære forbindelser til en række af tidens betydeligste kunstnere, bl.a. Igor Stravinskij, Pablo Picasso, Serge Diaghilev, Raymond Radiguet, Erik Satie.

Han begyndte tidligt som lyriker med samlingen La Lampe d'Aladin (1908). Titlen Aladdins lampe kan virke profetisk, Cocteau var den af muserne udvalgte, et af tidsalderens mest alsidige talenter. Det ses af hans originalitet som billedkunstner, som balletskaber (Parade, 1917; Le Train bleu, 1924; Den unge mand og døden, 1946), men især som dramatiker og filmskaber.

Med sin moderne Ødipustragedie La Machine infernale (1934, Helvedesmaskinen) foregreb han Jean Giraudoux og Jean Anouilh, og med Les Parents terribles (1938, De skrækkelige forældre) sættes egoisme og sløvhed over for livsglæde og åbenhed.

Annonce

Monodramaet La Voix humaine (1930) blev filmet af Roberto Rossellini og lavet til opera af Francis Poulenc. Blandt romanerne kan nævnes Le grand écart (1923, da. Drømmen bag ruden, 1943) og Les Enfants terribles (1925, da. De sorte får, 1929), en næsten surrealistisk skildring af ungdom og galskab.

Blandt Jean Cocteaus mest personlige værker er den oprindelig anonymt udgivne Le Livre blanc (1928, da. Den hvide bog, 1987), en maskeret selvbiografi om hans homoseksualitet, illustreret af ham selv, og Opium (1930) om hans opiummisbrug.

Jean Cocteau har instrueret seks spillefilm, der alle er præget af et poetisk og stærkt ukonventionelt formsprog. Den første, Le Sang d'un poète (En digters blod), er fra 1930, men blev først vist offentligt i 1932; den er en surrealistisk vision af en ung digters besættelse af døden.

Temaet går igen i den filmisk nyskabende Orphée (1950, Kærlighedens Mysterium) og Le Testament d'Orphée (1960), to meget personlige moderniseringer af Orfeus-myten.

Jean Cocteaus filmiske hovedværk er dog den visuelt overdådige, romantiske eventyrfilm La belle et la bête (1945, Skønheden og udyret).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eva Jørholt, John Pedersen: Jean Cocteau i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=57895