Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Blaise Cendrars

Oprindelig forfatter Ma-AS Seneste forfatter Redaktionen

Blaise Cendrars, pseudonym for Frédéric Sauser, 1887-1961, fransk forfatter af schweizisk oprindelse. Blaise Cendrars rejste over hele verden, og hans eventyrlige liv er uadskilleligt fra hans værker.

Hans digt Les Pâques à New York (1912) var startskuddet til den modernistiske poesi i Frankrig. I La Prose du Transsibérien et de la petite Jehanne de France (1913, da. Den transsibiriske prosa & Panamakanalen, 1987) brød Cendrars helt med det traditionelle formsprog. I 1914 meldte han sig som frivillig i den franske fremmedlegion og mistede i 1915 sin højre arm.

De nye teknikker fascinerede Blaise Cendrars lige så vel som de primitive livsformer. Han inspireredes af afrikansk musik og kunst, reklame, jazz og samtidens billedkunst. Krigen, døden, livet, rejsen og de fjerne lande er gennemgående motiver.

Annonce

Fra 1925 skrev han kun prosa, en frodig og livfuld prosa med overraskende billeder, som forener det sansede og nære med en kosmopolitisk og kosmisk vision. Bourlinguer (1948) er karakteristisk ved sine hurtige skift i toner, talrige digressioner og brudte erindringer fra en eventyrers liv.

Erotik, voldsom ømhed, livsappetit og dødstanker præger Blaise Cendrars' sidste store roman Emmène-moi au bout du monde (1955, da. Tag mig med til verdens ende, 1966).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marie-Alice Séférian: Blaise Cendrars i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55333