Faktaboks

Antoine de Saint-Exupéry
Født
29. juni 1900, Lyon
Død
31. juli 1944
Antoine de Saint-Exupéry
Forfatteren og flyveren Antoine de Saint-Exupéry fotograferet under en af sine flyvninger.
Antoine de Saint-Exupéry
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Antoine de Saint-Exupéry (også kendt som Saint-Ex) var en fransk forfatter til bl.a. hovedværket Den lille prins. Han var en af mellemkrigstidens store fortalere for et ubetinget engagement i det menneskelige fællesskab midt i en absurd verden.

Saint-Exupéry, flyver og fortæller

Saint-Exupéry blev militærpilot i 1922, men skiftede i 1926 til at være postflyver for Aeropostale, der befløj ruten Toulouse-Dakar. I 1929 flyttede han til Argentina og blev chef for Aeroposta Argentina Co., hvor han ofte selv befløj den farlige postrute over Andesbjergene til Chile.

Saint-Exupéry blev kendt for romanerne Courrier Sud, (1929, på dansk Postflyveren, 1941), Vol de nuit (1931, på dansk Flyvere i Natten, 1941) og Terre des hommes (1939, på dansk Blæsten, Sandet og Stjernerne, 1940), der alle kredser om den ensomme pilots refleksioner over livets mening — ansigt til ansigt med døden. Et tema, der dramatiseres afgørende i Pilote de guerre (1942, på dansk Krigsflyver, 1943).

Da 2. Verdenskrig brød ud, blev han atter fransk krigsflyver, men flygtede efter nederlaget til USA, hvor han opholdt sig indtil 1943, da han blev pilot hos De Frie Franske. Efter et havari fik han flyveforbud i otte måneder, men takket været en personlig indgriben af general Eisenhower fik han atter lov til at flyve. Den 31. juli 1944 startede Saint-Exupéry på en rekognosceringsflyvning med en tomotorers P-38 Lightning fra flyvebasen Bastia på Korsika, men blev antagelig skudt ned af en tysk jager og styrtede i havet syd for Marseille. Hans fly blev først lokaliseret i 2000.

Den lille prins, en humanistisk bogsucces

Før Saint-Exupéry selv omkom som krigsflyver, udgav han med egne illustrationer Le Petit Prince (1943, på dansk Den lille prins, 1950, pragtudgave 1994). Bogen er skrevet for børn såvel som for voksne og opsummerer hans humanistiske livssyn i en allegorisk kortform, løsrevne dialoger mellem barnet og de voksne mennesker, dyr og planter, som det møder på sine interplanetære rejser. Med sine enkle budskaber om kærlighed og venskab er bogen blevet den mest læste i verdenslitteraturen efter Bibelen.

Efter Saint-Exupérys død udkom en række politisk-filosofiske betragtninger i Citadelle (1948, på dansk Citadellet, 1951). Frankrig hædrede både ham og hans Lille Prins i 1994 på den sidste 50 franc-pengeseddel inden euroens indførelse i 2002. Saint-Exupérys fødeby Lyon har opkaldt sin lufthavn efter ham, og uden for lufthavnsbygningen i Bastia er rejst et mindesmærke til hans ære.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Cate, C. (1970). A. de Saint-Exuery, his Life and Times. London: Leineman.
  • Hyllested, Pierre (2011). Antoine de Saint-Exupéry og hans tankeverden. Virum: Green.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig