Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

André Gide

Oprindelig forfatter MNoej Seneste forfatter Redaktionen

André Gide i 1893 under sit første besøg i Nordafrika som ung livsnyder, løst fra alle sociale bånd. Familier, jeg hader jer! udbrød han i Jordens frugter.

André Gide i 1893 under sit første besøg i Nordafrika som ung livsnyder, løst fra alle sociale bånd. Familier, jeg hader jer! udbrød han i Jordens frugter.

André Gide, 1869-1951, fransk forfatter. Gide var i et halvt århundrede en hovedskikkelse i Frankrigs intellektuelle liv. Han prægede kulturlivet, spillede en afgørende rolle for anerkendelsen af homoseksualitet med selvskildringen Si le grain ne meurt (1924, da. Hvis Hvedekornet ikke dør, 1943) og fornyede fransk roman med hovedværket Les Faux-Monnayeurs (1925, da. Falskmøntnerne, 1941). Men først og fremmest er Gide den betingelsesløst ærlige udforsker af sit eget sind (Journal, 1889-1939). Han debuterede med symbolistisk poesi og lyrisk prosa, Les Nourritures terrestres (1897, da. Jordens frugter, 1963), men allerede i 1902 fandt han sin egen psykologisk dybtborende tone og klassiske stil med L'Immoraliste (da. Den umoralske, 1939) om historikeren Michel, der under en rejse til Algeriet forlader sin dødssyge hustru for at strejfe omkring med araberdrengen Moktir. Opvæksten i en dybt religiøs calvinistisk familie og det betændte forhold til kusinen, som han senere giftede sig med i et aldrig fuldbyrdet ægteskab, skildres i La Porte étroite (1909, da. Den snævre Port, 1940). I den gribende dagbogsroman La Symphonie pastorale (1919, da. Gertrude, 1947) gennemspilles konflikten mellem åndens og kødets kærlighed og mellem katolsk og protestantisk etik. Gides første succes var den grotesk-humoristiske skandaleroman Les Caves du Vatican (1914, Vatikanets kældre, 1942), men kun Falskmøntnerne fremstår som et helstøbt fiktionsværk. Som den første i Frankrig indførte Gide heri en spejlkomposition, som skulle få afgørende betydning for 1950'ernes roman: Romanen som refleksion over den roman, vi er i færd med at læse. Gide tog ivrigt del i samfundsdebatten og nærmede sig kommunismen, men en rejse til USSR (Retour de l'URSS, 1936) fik ham til at vende tilbage til en individualistisk kritisk holdning til alle ideologier, ligesom læremestrene Montaigne og Stendhal. Gide modtog nobelprisen 1947.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Nøjgaard: André Gide i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83844