Faktaboks

Paul Bourget

Paul-Charles-Joseph Bourget

Født
2. september 1852, Amiens
Død
25. december 1935, Paris

Paul Bourget var som fransk romanforfatter og kritiker påvirket af Hippolyte Taine. Mens naturalismens forfattere opfattedes som det ydre livs og fysiologiens skribenter, gik Bourget med sine psykologiske romaner ind for en ny retning.

Med sine Essais de psychologie contemporaine (1883, 1885, Essays om samtidens psykologi) og navnlig romanen Le Disciple (1889, dansk Discipelen, 1893) om en moralsk krise og i videre forstand den intellektuelles ansvar fik han status af talsmand for den unge generation.

Paul Bourget udviklede sig til en af traditionalismens ideologiske penneførere i perioden 1880-1920: Frankrig skulle genoprustes moralsk efter nederlaget til Preussen i 1870, og den fremskridtsfjendtlige Bourgets middel hertil var at bringe den religiøst og moralsk psykologiske roman på mode igen. Senere værker som L'Étape (1902, Etapen) og Un divorce (1904, En skilsmisse) bliver dog til rene tendensromaner med deres forsvar for katolicismen og nationalismen i tiden op til 1. Verdenskrig.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Brombert, Victor (1961). The Intellectual Hero. Chicago: Chicago University Press.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig