Faktaboks

Ernest Renan

Joseph-Ernest Renan

Født
27. februar 1823, Tréguier, Bretagne
Død
2. oktober 1892, Paris

Ernest Renan. Fotografi fra 1880'erne.

.

Ernest Renan var en fransk filosof og religionshistoriker. Skønt han allerede var uddannet som katolsk præst, gennemgik han en uddannelse i filosofi og viede sit liv til et kritisk, filologisk opgør med kristendommen. Han blev tidligt påvirket af en af tidens store videnskabsmænd, kemikeren Marcellin Berthelot. Et tidligt værk, L'Avenir de la science, der først blev udgivet i 1888, fik stor betydning for den humanistiske fremskridts- og videnskabstro med ord som: "Den virkelige verden, som videnskaben viser os, er den overnaturlige verden skabt af fantasien langt overlegen."

Religionshistorie og -kritik

Renan virkede som professor i hebraisk ved Collège de France, men vakte skandale og mistede sin stilling, da han i La Vie de Jésus (1863, dansk Jesu Levnet, 1864) bestred Jesus' guddommelige natur og fornægtede de overnaturlige elementer i Det Nye Testamente. Værket fremstiller derimod den historiske Jesus som religionsstifter (jf. Bjergprædikenen) og fastholder forestillingen om "Guds rige" på jorden. Egentlig var det Renans filologiske studier og en forskningsrejse til Egypten, Syrien og Athen, der havde bragt ham ind på de mere historisk-kritiske baner (Les Apôtres, 1866, Saint Paul, 1869, Les Évangiles, 1877) og til sidst fik ham til at samle sine religionshistoriske værker i en Histoire des origines du christianisme, som fulgtes af en omfattende Histoire du peuple d'Israël (1887-1893).

Et filosofisk historiesyn

Filosofisk set går Renan fra at tale om "væren" til at bruge termen "tilbliven" (devenir). Historiens gang er en stadig udvikling og skabelse, og selv litteratur udgår af en samlet, kollektiv proces: "De smukkeste ting er anonyme." Det individ, der redigerer et værk, stiller sig kun mellem menneskeheden og modtageren, og det er menneskeheden, der er den sande forfatter, siger han i L'Avenir de la science. Det er videnskabens rolle at forstå drivkræfterne, der har en vis karakter af skabelse og som sådan inspirerede Henri Bergson og dennes L'Évolution créatrice.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Wardman, H. W. (1979). Renan historien philosophe. Paris: SEDES.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig